Esbjergs matchvinder: Sådan et mål man drømmer om

Mushaga Bakenga sørgede for Esbjergs 2-1-sejr over Standard Liege med en scoring dybt inde i overtiden.

19. september 2013 22:12 - Opdateret 19. september 2013 22:12

Esbjergs matchvinder: Sådan et mål man drømmer om

Mushaga Bakenga er formentlig i mange overskrifter i belgiske aviser fredag morgen, efter at nordmanden torsdag sænkede Standard Liege og gav Esbjerg 2-1-sejren i Europa League.

Bakenga er udlejet fra Standards rivaler i den belgiske liga, Club Brugge, og derfor er det på alle måder et meget specielt mål, han satte ind fire minutter inde i overtiden.

- Det er jo sådan et mål, man altid drømmer om at score som fodboldspiller. Det er en vanvittig god følelse at lave så vigtigt et mål, siger Mushaga Bakenga.

- Selvfølgelig er det specielt at score mod et belgisk hold og vise mig frem foran det belgiske publikum. Forholdet mellem Club Brugge og Standard Liege er meget hårdt, så jeg tror, der er mange i Brugge, der er tilfredse med mig, mener han.

Han kunne faktisk have lavet et lignende nummer i lørdags, da han brændte en stor chance i overtiden, hvor han kunne have givet Esbjerg sejren i Parken.

Derfor er han godt tilfreds med, at det lykkedes i andet hug - i en endnu vigtigere kamp.

- Det havde været bedre, hvis jeg også havde scoret mod FC København i weekenden. Men den følelse jeg står med i aften, er den bedste, jeg har haft i meget lang tid, siger Mushaga Bakenga.

Den 21-årige nordmand spiller i Esbjerg i resten af denne sæson.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...