Håndbold

Esbjergs mestre slår Pytlicks bronzehold i sæsonåbner

DM-guldvinderne fra Team Esbjerg vandt ude over bronzevinderne fra Odense Håndbold i HTH Ligaen.

ODENSE:Team Esbjergs håndboldkvinder kom godt i gang med den nye sæson, da DM-guldvinderne ude slog bronzevinderne fra sidste sæson.

Team Esbjerg endte med at hive en sejr på 28-25 i land ude mod Odense Håndbold, der ellers havde spillet sig tilbage i opgøret i anden halvleg.

Gæsterne var bedst i første halvleg med føringer på både 10-7, 14-10 og 16-11, inden Mie Højlund fik reduceret efter et kontraløb for Odense til pausestillingen 16-12 til mestrene.

Esbjerg kom foran med fem mål kort inde i anden halvleg, og det blev også 18-13 og 19-14, men så måtte Estavana Polman holdes ude hos Esbjerg efter et slag på knæet.

Det så ud til at få betydning, og fire Odense-scoringer i træk betød, at Nycke Groot på et straffekast reducerede til 18-19 for hjemmeholdet.

Så blev det tæt, og ved 23-23 havde gæsterne holdt en scoringspause på syv minutter, da Sanna Charlotte Solberg bragte Esbjerg foran 24-23 i den tætte dyst. Kort efter øgede Marit Røsberg Jacobsen til en tomålsføring.

Den blev holdt i slutfasen, inden Esbjerg øgede til 27-24 med få minutter tilbage og holdt fast og sikrede sejren.

Tidligere lørdag var der klasseforskel, da sølvinderne fra foråret hjemme gav Ajax København en lektion. Herning-Ikast vandt hele 30-16, mens Aarhus United hjemme vandt et tæt opgør mod Horsens med 24-23.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst