Essen Motorshow giver krisen baghjul

Krisestemning? Glem det. Der er lagt op til partystemning, når Essen Motorshow slår dørene op fra 27. november til 5. december.

Showet, der byder på masser af lak, lir og hestekræfter, er nemlig vokset med 20 procent, så der nu er 500 udstillere på det 90.000 kvadratmeter store messeområde. Et af trækplastrene bliver en BMW M5 Hurricane RS, fra firmaet G-Power, der med 800 hk og en topfart på 372 km/t skulle være verdens hurtigste limousine. I den mere civiliserede afdeling finder vi sportsstylede udgaver af den nye Volvo V60 og et Skoda Fabia RS studio. Ellers er der traditionen tro en teknodunkende buket af gejlede og stylede biler fra ombyggere og tunere. Og der er mulighed for at prøve nogle af herlighederne på en lukket bane eller måske få en taxi-tur med adrenalin-skuds garanti, som arrangørerne skriver.