Et åbent filmår i Cannes

Ingen fødte favoritter til guldpalmerne på årets festival

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tyrkiske Nuri Bilge Ceylans ”Iklimler” er et frækt bud på en vinder. STILL

Årets filmfest i Cannes har ikke budt på uventede mesterværker og derfor er hovedkonkurrencen helt åben. Juryen samles i weekenden for at tale sig til rette om hvilke af de 20 film, der skal have priser søndag aften. Verden over produceres der knap 5000 spillefilm hvert år. Det er en umulig opgave for en mand at se dem alle, for det ville kræve en bjælke i øjenlågene og 365 døgns filmkig i ét stræk. Selv juryen i Cannes kommer ikke så vidt omkring, men det kan selvfølgelig også diskuteres om alle de knap 1000 Bollywood film skal i betragtning til et verdensmesterskab i kunstfilm. Arrangørerne i Cannes har dog i år set knap 1.500 film og det er immervæk en stor bunke. Af disse er 20 udvalgt til hovedkonkurrencen. Det er dog langt fra de bedste film. Udtagelseskomitéen har deres hjemland Frankrig at tilgodese (tre franske film er med i år), festivalen virker bundet af at være venlige overfor instruktører, som de selv har opfundet tidligere og man går altid efter en stor portion film med et politisk indhold. Selv med disse – og sikkert mange flere – mere eller mindre skjulte dvælgelseskriterier, ryster man hvert år på hovedet over en håndfuld film i noget der ellers burde være et fornemt selskab. ”Donnie Darko” fandt et kultpublikum for tre år siden og jeg døbte selv filmen et ”mesterværk” i en anmeldelse, men Richard Kellys anden film er et decideret makværk. I ”Southland Tales” forsøger Kelly at filosofere over et fremtidens USA, hvor paranoia og marxistiske militanter er en del af hverdagen, men han får aldrig samlet trådene og skal efter sigende allerede være i gang med at klippe sin to timer og 40 minutter lange film ned, så den overhovedet kan finde en distributør i hjemlandet. Tirsdag aften blev tilbragt med at se en belgisk socialrealistisk kupfilm, som man sad og frydede sig lidt over, ind til den blev ren Olsen Banden, og endte et alt for langstrakt helikopterskud, inden helten omsider blev rigtigt skudt. ”De svages lov” hedder filmen, som du sandsynligvis aldrig vil høre mere til. Nå, men selvfølgelig er det meningen, at den her artikel skal handle om kandidaterne til Den gyldne palme, men der var plads til ovennævnte eksempler på tabere, fordi 2006 er et svagt år og fordi de frustrationer man samler i Cannes SKAL deles med nogen, inden de tager overhånd! Efter at have set 17 af de 20 konkurrencefilm er der efter min mening to klare kandidater til topprisen og to outsidere. Spanske Pedro Almodóvar har med ”Alt om min mor” og ”Tal til hende” holdt et højt niveau i sit filmefterår og med sin ny film ”Volver” skuffer han ikke. En uhysterisk og varm film om stærke kvindeskikkelser med Penelope Cruz og Carmen Maura i hovedrollerne. Selv om juryen ikke er den samme hvert år, vil det være logisk at krone Almodóvar for hele karrieren sammen med den nye film. Lad os lige med det samme udelukke en af forhåndsfavoritterne. Sofia Coppolas ”Marie Antoinette” er et elegant og livligt portræt af den unge franske dronning til moderne rocktoner, men der er kun ét lag i hendes udstyrsstykke. Med adgang til hver en krog af Versailles og så dygtige skuespillere som Kirsten Dunst, Jason Schwartzman og Steve Coogan skuffer hun lidt efter film som ”Virgin Suicides” og ”Lost in Translation”. Hun kan godt få en instruktørpris ligesom Ken Loach (”The Wind That Shakes the Barley”) og Aki Kaurimäki (”Lights of the Suburb”) kan, men heller ikke mere, fordi de alle tre ligger markant under deres bedste. Tilbage til favoritterne. Alejandro Gonzalez Inarritu imponerede med et røntgenbillede af den menneskelige sjæl med ”21 Grams” og nu forsøger han at gabe over hele verden i ”Babel”. Historien om et amerikansk ægtepar (Brad Pitt, Cate Blanchett) i krise på rejse i Marokko og en ung japansk pige på randen af selvmord hænger kun tyndt sammen, men budskabet i filmen er opbyggeligt. At mennesker uanset hvor på jorden de bor har mere til fælles, end det der adskiller dem og uanset om vi er amerikanere eller marokkanere, holder vi lige meget af vores børn. Det er da til at forstå. Inarritu er en overlegen og ekvilibristisk historiefortæller, men spørgsmålet er alligevel om ikke ”21 Grams” er et lillebitte lod på vægten bedre. Konklusionen er altså, at feltet er tyndt i år og selv om vi mangler film fra både Frankrig og Mexico, hænger man med mulen. To frække bud på outsidere er henholdsvis tyrkiske Nuri Bilge Ceylan hvis portræt af to midaldrende mænd i ”Uzak” gik verden rundt. Denne gang handler det om kvinder og kærlighed i ”Iklimler”. Igen er det dog hovedindtrykket, at instruktøren har gjort det bedre før, men ”Iklimler” er svær ikke at holde af og den støder ikke nogen. Det kan den sidste outsider formentlig godt gøre. I det mindste i hjemlandet Frankrig. ”Indigènes” (”Indfødte”) er en fransk film instrueret af Rachid Bouchareb, hvis navn afslører, at han har algierske rødder. Han har skruet en slags ”Saving Private Hassan” sammen. Krigsfilmen handler om de afrikanske soldater, der var indrulleret i den franske hær under Anden verdenskrig. De kæmpede mindst lige så hårdt som franskmændene, og fik sjældent orlov. Da de omsider blev hjemsendt, blev de senere frarøver deres pension og har aldrig siden fået den tilbage. Tre af Frankrigs mest kendte skuespillere med rødder i Nordafrika giver filmen yderligere politisk vægt og solid underholdning er den i det mindste. Jamel Debbouze (Frankrigs svar på Anders Matthesen) er set i ”Asterix og Cleopatra”, mens Samy Nacéri er kendt fra de tre ”Taxi”-film og Roschdy Zem har været på visit i de danske biografer i ”Betty Fischer”, ”Mellem fjender” og ”Gå og bliv den du er”.