Lokalpolitik

Et år med visioner i Hirtshals

HIRTSHALS: Året 2004, som vi om få dage tager afsked med, blev på mange måder et omvæltningernes år for Hirtshals som kommune. Som hos en lang række øvrige danske kommuner blev der skrevet Danmarkshistorie, da den borgmesterlige underskrift blev sat på det stykke papir, som fører byens borgere ind i en storkommune. Et kommende farvel til Hirtshals kommune og et goddag til en kommune, som med borgmester Knud Størups gode vilje ikke kommer til at hedde Hjørring. Mens borgmesteren næppe har set frem til den dag, da han endegyldigt skrev under på fusionen, så var lørdag 9. oktober 2004 en dag ikke blot borgmesteren havde ventet længe på, men en åbning som hele Vendsyssel havde set frem til. Den dag blev et stykke asfalt på seks kilometer, som nu forbinder hele landsdelen i et motorvejsnet, nemlig åbnet. Sjældent har en motorvejsindvielse været så festlig og folkelig iblandet det ganske særlige, nemlig det royale besøg af kronprinsesse Mary. Tusindvis at mennesker var samlet for at opleve det historiske øjeblik, da kronprinsessen klippede snoren til motorvejen over. Byens gader var efterfølgende dagen igennem præget af feststemning, mens solen denne efterårsdag havde besluttet sig for at smile varmt til byen ved Skagerrak. For Hirtshals blev dagen åbningen af - omend ikke et eventyr - så i hvert fald et hav af muligheder, den nye motorvej direkte til by, bane og hav giver. Og nærmest i samme åndedrag blev der åbnet for ikke blot tegnebogen men ambitionerne om Hirtshals' fremtid. Første spadestik til et omkring 45 millioner kroner stort byggeri af FiskeTerminal Hirtshals er taget, og en omkring 30 millioner stor udvidelse af færgeleje 1 i Hirtshals Havn er godt i gang og så blev det snarlige forgange år også det året, stregerne til en arkitektonisk vision for byen blev slået. "Hirtshals - Fremtidens by ved Skagerrak" hed den arkitektkonkurrence, som er den første siden 1918, da Steen Ejler Rasmussen vandt. En herre, der dog havde svært ved at finde resterne af sit vinderprojekt, når han siden besøgte byen, men nutidens vindere, det team hos arkitektfirmaet Dorte Mandrup fra København, der har tegnet og fortalt om fremtidens Hirtshals fik ved offentliggørelsen at vide, at projektet er særdeles velegnet til at få indfriet ambitionerne om at gøre Hirtshals til en attraktiv by ved Skagerrak med f.eks. en ferieby for enden af Vestbassinet, en byterrasse med underliggende biograf eller musiksal ved Den Grønne Plads og ikke mindst en hovedvægt på udviklingen af skrænten, hvor der dannes en slags "lynlås" af lange smalle parceller, der sammenbinder byens niveau med havnens. Og selv om bestræbelserne med arkitektkonkurrence har været at binde by og havn sammen, så har det samtidig været et vigtigt for dommerkomiteen, at der i projektet fortsat vil være plads og grundlag for at bibeholde Hirtshals Havn som den selvstændige og aktive erhvervshavn, den er i dag. Selv om Hirtshals Havn officielt kunne fejre sit 75 års jubilæum 1. december, så blev denne dag ikke brugt på jubilæumsfest. Til gengæld brugte havnens bestyrelse dagen på et fokusseminar. Og står det til havnen selv skorter det ikke på initiativer; målet for fremtiden er nemlig sætte sig som Nordatlantens HUB-Center og den mest betydningsfulde erhvervshavn i Nordjylland. Ambitionerne er store i Hirtshals, og nu og fremover er det op til kommunen, borgerne og erhvervslivet at tage til sig og drage nytte af, at mulighederne i årets løb er blevet flere for "Fremtidens by ved Skagerrak".