Et år til gæsterne kommer

Copenhagen, Copenhagen, Copenhagen. Sådan lød det fra alle kanter, uanset om det var FN’s generalsekretær, senatorer fra USA eller Kinas chefforhandlere, da jeg midt i december var til klimakonference i Polen.

Der er ingen tvivl: Alle er klar over, at det er i København til december i år, alle verdens lande har sat hinanden stævne. Om et år er vindmøllen foran Bella Centret og bannerne rundt omkring i København blevet pillet ned. De 15.000 internationale gæster er taget hjem. Og forhåbentlig har de med sig i bagagen en klimaaftale. Og ikke en hvilken som helst aftale: Men en ambitiøs aftale. For kunsten er jo at lave den aftale, verden har brug for. En aftale som gælder for alle verdens lande. En aftale som angiver retningen for reduktionen i de globale udledninger af drivhusgasser mange år fremad. Men spørgsmålet er jo så: Hvordan kommer vi derhen? Her leverede klimakonferencen i Polen et afgørende kort: Vi fik nemlig forhandlet en arbejdsplan for 2009 på plads. Udefra kan det jo ligne et skuffende resultat: Efter at titusinde mennesker har været sammen i dagevis, så kommer der … En arbejdsplan!? Men sådan er det. Så kan man lære det igen: FN tager små skridt. Og arbejdsplanen betyder, at vi ikke kommer til at spilde tid på proces og procedure. Samtidig bekræftede klimaforhandlingerne i Polen, at København markerer slutdatoen. Det er lidt af en succes, synes jeg. For eksempel den finansielle krise kunne jo godt have betydet, at man havde sagt: Skal vi ikke vente lidt? Men nej. Alle nikker. Noget af det bedste i Poznan var faktisk ikke konklusionerne og resultaterne. Det var selve den politiske stemning. Der var rigtigt godt nyt fra USA, og vi har ikke set det sidste endnu. Obama var for nylig ude og sige, at man skulle reducere meget mere – også på kort sigt. Da Bush stod for det hele, sagde han bare, at man ville stabilisere udledningerne engang i fremtiden. Så på bare et par uger har vi sparet 35 års udledning. Der er med andre ord begyndt at komme små meldinger. Og når den kommende præsident Barack Obama træder til, vil det ændre det hele ganske betragteligt. For når USA står på sidelinjen, så er det jo også gratis for andre at gøre det. Men sådan bliver det ikke ved med at være. Med Obama er USA med i front, og så kan de andre ikke gemme sig mere. For mig som dansk konservativ er det jo bare good news. Amerikansk lederskab har i den grad været savnet. Man har jo altid kunnet regne med USA – under Anden Verdenskrig, under den kolde krig. Men ikke rigtig på klimadagsorden. Det sker nu. Det ændrer alt i forhold til andre store økonomier som eksempelvis Kina, der hele tiden også skal kæmpe med sine egeninteresser. Kineserne er jo nødt til at have vækst, hvis de vil bevare social stabilitet. Men forudsætningen for at bevare vækstrater og dermed holde social stabilitet er bedre energieffektivitet. At håndtere klimaudfordringen i tide er ikke at give køb på vækst. Nej, det er tværtimod en forudsætning for, at væksten vil kunne lade sig gøre. En forudsætning er, at vi finder på mere energieffektive løsninger. FN vurderer, at over de næste 42 år vil verdens befolkning vokse med 40 procent. I 2050 vil vi være cirka otte milliarder mennesker på jorden. De otte af de ni milliarder lever i såkaldte udviklingslande. Så selv hvis klimaet ikke var under pres, ville vi faktisk stå over for en enorm udfordring, hvis vi ikke tænker innovativt og effektiviserer vores energiudnyttelse. I mellemtiden er der ingen udsigt til billig energi fra de traditionelle kilder – snarere går vi en tid med svingende og usikre priser i møde. Det internationale energiagentur vurderer, at fortsætter forbruget som hidtil, vil vi i 2030 have behov for ekstra olie svarende til seks gange Saudi Arabiens nuværende produktion. Men hvad så med finanskrisen? Er det ikke vigtigt at sikre vores økonomi, før vi arbejder for at nedbringe vores drivhusgasudledninger? Tværtimod, siger jeg. For det første: Klimaudfordringen bliver jo ikke mindre af, at vi også har andre alvorlige udfordringer. For det andet: Klima- og energiudfordringen er en del af løsningen på finanskrisen – den er ikke en del af problemet. Når der er knappe penge, så er det godt at spare ressourcer. Grøn energi har et enormt vækstpotentiale. Det er simpelthen good business. Det betaler sig for de lande og virksomheder, der rykker først. Det er dem, der får eksporten. Der har vi indtil nu haft en førerposition. Men den kan vi ikke bare uden videre regne med at beholde. Jeg er nemlig ikke i tvivl om, at kineserne rykker. Jeg er heller ikke i tvivl om, at amerikanerne kommer til at gøre det. Og jeg ved, at EU allerede er i gang. Og det, der er brug for, det er nye løsninger – ikke forbud og påbud og afsavn og gråt-i-gråt. Vi får smartere transport, elbiler, renere energikilder. Vi kan få det samme, bare uden støj og møg, vi kan udtænkte det intelligente hus, vi kan sende teknologi til u-lande, vi kan hjælpe dem med til tilpasning, vi kan skabe grøn vækst. Faste mål er bindende forpligtelser, der fordrer løsninger, der udløser innovation og forskning og udvikling. Vi skal sætte en pris på CO2, der gør det attraktivt at gøre det, der er fornuftigt at gøre. Det er såmænd bare dét lille puslespil, vi prøver at få til at gå op i København – om et år. Danmark har som vært for COP15, klimakonferencen i København, en rolle, der giver fantastiske muligheder for at få indflydelse og for at brande Danmark. COP15 er jo også et udstillingsvindue. Ja, jeg tror, det kan lykkes. Der bliver næppe givet høje karakterer for den kunstneriske udførelse. Vejen til Bella Centret vil være fyldt med sten, og spillet vil ikke altid være lige ædelt. Men vi står over for en grøn revolution. En absolut ikke-voldelig revolution. En revolution uden tabere. En revolution, der faktisk kun har vindere. Om et år ved vi, om verden var i stand til at tage sig sammen. Det bør den være.