Et år til vinter-OL: Dem satser Danmark på

Ishockey og curling hos både mænd og kvinder og syv individuelle kandidater er i spil til vinter-OL i 2014.

Et år til vinter-OL: Dem satser Danmark på

OL er en sommerbegivenhed for de fleste danskere - atleter såvel som tilskuere.

For en udvalgt skare er det "rigtige" OL dog vinter-OL, og her begynder de næste lege om præcist et år - 7. februar 2014 i russiske Sochi.

Danmark er ingen stor vintersportsnation, men curlingfolket har tidligere vist, at vinter-OL kan give dansk medalje.

I første omgang gælder det dog OL-kvalifikationen, og her har Danmark en række atleter i spil til legene i 2014.

Nu sætter Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Danmarks Olympiske Komité navne på, hvem man satser på at have med i Rusland om et år.

Bedste afsæt i kvalifikationen frem mod OL kan det mandlige ishockeylandshold give Danmark i de kommende dage, hvor danskerne i Vojens møder Ukraine, Slovenien og Hviderusland i en turnering, hvor der spilles om en enkelt OL-billet.

Danmark er bedst på verdensranglisten af de fire nationer og spiller første kamp i aften mod Ukraine.

Også kvindernes ishockeylandshold har muligheden for at kvalificere sig til Sochi, kvinderne spiller ligeledes i denne uge, men de levnes ikke store chancer for at sikre sig OL-billetten på bekostning af Slovakiet, Norge og Japan.

På curling-fronten har Danmark stolte traditioner og leger ofte med om medaljer ved de store mesterskaber. De to danske landshold anført af Rasmus Stjerne og Lene Nielsen har to chancer for at kvalificere sig til OL.

VM i 2012 og 2013 skal munde ud i minimum en samlet syvendeplads, hvis den direkte OL-kvalifikation skal sikres, og kvinderne ligger akkurat nummer syv inden VM i Letland i marts. Mændene ligger nummer otte inden VM i Canada, der slutter 7. april.

Glipper det for et af holdene - eller begge - er der en ny chance i en OL-kvalifikationsturnering i december.

På det individuelle plan har DIF udset sig syv kandidater, der lige nu er i spil til vinter OL:

* Alpint: Christoffer Faarup, Hobro Skiklub

* Langrend: Lasse Mølgaard, Københavns skiklub, og Martin Møller, ASP (Aasianni Sisorartartut Peqatigiiffiat)

* Freestyle (pukkelpist): Maj Beldring Henningsen, Skiklubben Hareskov

* Hurtigløb på skøjter (1500 m og 5000 m): Primært Stefan Due Schmidt, HLF72 (Hurtigløberforeningen af 1972), men også Viktor Hald Thorup, HLF72, har chancen.

* Kunstskøjteløb: Anita Madsen, Skøjteklub København

DIF har skærpet udtagelseskravene, så atleterne skal klare det internationale A-krav og dokumentere deres sportslige niveau i konkurrence på World Cup-niveau og/eller til VM for at komme med til OL.

- Vi har i samarbejde med skiforbundet og skøjteunionen udvalgt syv atleter, der har niveau og potentiale til at kunne klare OL-kravene. Herudover vil 2013 vise, om andre atleter viser så stor fremgang, at de også skal blandt OL-kandidaterne.

- Og så håber jeg naturligvis, at vi får både ishockey og curling med på OL-holdet. Det bliver meget spændende at følge, siger Morten Rodtwitt fra DIF i en pressemeddelelse.

Han er for første gang leder for et dansk OL-hold - såkaldt chef de mission.

Størrelsen af det danske OL-hold ventes på plads ultimo januar 2014.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst