Skelund

Et-årig i fuld fart

Første fødselsdag for Skelunds medborgerhus

SKELUND:Barske mænd på viltre havetraktorer ræsede søndag eftermiddag om kap frem og tilbage i Skelund Hovedgade. Og således fik landsbyens borgere gjort et passende stort spektakel ud af, at de nu kan fejre et års fødselsdag for Skelund Midtpunkt, Skelunds eget medborgerhus. Det blev Carsten Kristensen, der kunne trække sig ud af racerløbet som sejrherre fulgt af Torbjørn Nielsen og Niels Kjær, og så vankede der præmier i form af brændstof og smørelse til maskinerne. 10 deltog på lige så mange havetraktorer. Bag ved medborgerhuset blev bålet tændt til snobrød og pølser, mens børnene dystede om at trække legetøjsracerbiler og sætte halen på æslet. Fødselsdagsfesten bød også på en bagekonkurrence med så stor tilslutning, at der kunne dækkes et ganske overdådigt bord på første sal i Midtpunktet. Det gamle, restaurerede billardbord fra Skelund Kro måtte lægge ryg til en fin dug, så bagværket rigtig kunne præsentere sig for dommerne, bagermester Poul Søgaard fra Terndrup og den lokale købmand, Mogens Pedersen. De 15 kager blev bedømt som anonyme bidrag, men det viste sig faktisk, at både første- og andenpladsen blev besat af købmandens egne døtre: Maud Pedersen blev nummer et og Michelle Pedersen nummer to. Tredjepladsen gik til Helle Ussing. De 150-175 festdeltagerne sørgede senere for, at kagebordet blev totalt ryddet. Søndag 16. juni 2002 indviede Skelund det nye medborgerhus, som Andelskassen solgte til et nystiftet Skelund I/S. Andelskasseformand Ejner Sand var med til at indvie Skelund Midtpunkt og var glad for, at huset endte som fælleshus for byens borgere, efter at Andelskassen med beklagelse havde nedlagt filialen. En stor gruppe aktive sled med at indrette huset, og siden er det blevet godt fyldt op med liv og aktiviteter, præcis som det var drømmen. Det er meningen, at fødselsdagsfesten skal være en årligt tilbagevendende begivenhed, og i år går overskuddet til husets terrasseprojekt: Knap 4000 kr. kom ind, oplyser festmester Kim Revsbæk.