Et års fængsel for at sætte ild på villa
18-årig ung mand kedede sig og begik indbrud

Arkivfoto Lars Pauli
AALBORG:En 18-årig ung mand kedede sig. Derfor begik han indbrud i en villa og satte efterfølgende ild til den, så der skete skader for næsten 2,4 millioner kroner.
Det har retten i Aalborg takseret til en straf på et års fængsel. Straframmen ligger normalt på et til halvandet års fængsel, men den 18-årige er ikke tidligere straffet, og det har sammen med hans unge alder trukket ned i straffens størrelse, oplyser anklager Lone Lyngsø.
Den unge mand var påvirket af hash og piller natten til juleaftensdag, og da han kedede sig fandt han på at bryde ind i en villa i Hornum.
Ville slette spor
Han stjal en schweizerkniv og nogle smykker, men kom i tanke om, at han ikke havde handsker på. For at slette sporene og få et kick satte han derfor ild til huset.
Det udbrændte stort set og, der skete skader for knap to millioner kroner på ejendommen og for knapt 400.000 kroner løsøre.
Senere fortalte den 18-årige til familie, hvad han havde gjort, og de overtalte ham til at melde sig til politiet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.