Et års fængsel for langt synderegister

24-årig fra Fjerritslev har begået over fyrre indbrud og tyverier

Brovst 1. marts 2003 07:00

FJERRITSLEV: Den 24-årige Ole Henriksen fra Fjerritslev er i byretten i Fjerritslev idømt et års fængsel for tyverier. Det var ikke smårapserier, den unge mand har beskæftiget sig med. I perioden maj 2001 til december 2002 var han mere eller mindre impliceret i 42 forhold, og tyvekosternes værdi beløb sig til mellem 360.000 og 380.000 kroner. I begyndelsen var det småtyverier af benzin, sodavand og penge fra sommerhuse og lignende steder. Blandt andet havde han været i redskabshusene ved de fleste af omegnens kirker for at stjæle benzin. Han mente dog ikke, at han var skyldig i at have stjålet en kædesav fra et udhus på Skråvejen. Den havde han bare flyttet for senere at afhente den, men når man flytter ting på den måde, er det tyveri, belærte dommeren ham om. En lang række af tyverierne var begået sammen med en kammerat, og mange af tyverierne var bestillingsarbejde fra en tredje person. Den energiske unge mand havde også været på Fyn og Sjælland, hvor han havde stjålet biler. Hans egen bil, der var forsynet med stjålne nummerplader, var gået i stykker på Sjælland. Så han efterlod den der og stjal en anden bil for at komme tilbage til Han Herred. I den mere kostbare ende af tyverierne var en Honda til 40.000 kroner, der skulle bruges til reservedele. Hos en vognmand i Fjerritslev var der stjålet lastbildæk og værktøj for omtrent 100.000 kroner. En minkfarmer i Brovst blev lænset for først 1200 liter og siden for 65.000 kr. olie, maskiner og værktøj. Endvidere omfattede tyvekosterne crossmaskiner, tv-apparater, radioudstyr, kompressere, svejsemaskiner, højtryksrensere og andet værktøj. Ud over at få brændstof til sine skiftende biler havde den unge mand ikke fået noget særligt ud af tyvetogterne. En enkelt cykel og en crossmaskine var efter hans eget udsagn det væsentlige. Han er uden fast bopæl og bor for det meste i sin bil, fremgik det i retten. Der blev sat et brat stopper for tyverierne, da han blev varetægtsfængslet 3. januar i år. Anklageren, politifuldmægtig Natalja Koot, ønskede en straf på et år og seks måneders fængsel, mens forsvareren Knud Dalsgaard-Hansen, ønskede sin klient løsladt. - Han har tilstået forholdene, og jeg ved, at han har fast arbejde fra på mandag. Og vi kan jo se, at når han har noget fornuftigt at beskæftige sin med, begår han ikke kriminalitet, sagde Dalsgaard-Hansen. Men dommer Niels Kirk-Sørensen mente, at der var grund til at frygte, at den dømte på fri fod ville begå nye lovovertrædelser og afsagde kendelse om, at manden skal forblive varetægtsfængslet, indtil afsoning kan finde sted. Dette blev omgående kæret til landsretten, men landsretten har besluttet, at den dømte skal forblive varetægtsfængslet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...