Et års fængsel for narko og vold

Narkokriminalitet 19. september 2002 08:00

HADSUND: Den 21-årige Jan Boye Nielsen, Hadsund, blev i går i retten i Terndrup idømt ét års fængsel for narkohandel og vold. Sagen har tilknytning til den store narkosag i det sydøstlige Himmerland, hvor der hidtil er faldet 21 domme, der tilsammen har resulteret i godt 38 års fængsel. Jan Boye Nielsen fik i november to måneders betinget fængsel i sagen, men han tilstod i retten, at han har købt et større kvantum narkotika, end det dengang kom frem. Han erkendte således, at han i perioden maj 2001 til 24. juni 2001 yderligere havde købt 100 gram amfetamin og 200 esctasypiller af Hans Damgaard Poulsen, der i den forgange uge blev idømt en fængselsstraf på seks et halv år, og som af politiet betegnes som sagens hovedmand - lige under den Hells Angels-prospekt, der efter politiets opfattelse leverede narkoen. Jan boye Nielsen tilstod også, at han har videresolgt 50 gram amfetamin og ecstasypillerne til "et større antal personer i Hadsund-området" og derved tjent 8500 kroner, som retten konfiskerede. Han blev også dømt for 19. maj i år på en parkeringsplads i Herning at have været i besiddelse af 75 esctasy-piller, og for 10. august at have slået og sparket en mand på Storegade i Hadsund. Dommer Dorthe Petersen sagde, at hun i forbindelse med dommen havde taget højde for de to måneder Jan Boye Nielsen havde i "sparekassen", og lagde i øvrigt vægt på mængden af narkotika, og at der havde været tale om uprovokeret gadevold. Dommeren fulgte opfordringen fra vicepolitimester Philip Pagter, Hobro Politi, om, at Jan Boye Nielsen fortsat skal være fængslet, indtil den egentlige afsoning kan begynde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...