Vold

Et års fængsel for vold mod gravid ekskæreste

KØBENHAVN:En 26-årig mand blev i går i Københavns Byret idømt et års ubetinget fængsel for i juli at have forsøgt at sparke og trampe sin gravide ekskæreste i maven for at fremprovokere en abort. Manden blev dømt for vold af særlig brutal og farlig karakter og for forsøg på vold med døden eller alvorlige skader til følge. Dommen blev ifølge Byretten mildnet af, at der under overfaldet ikke skete store skader. Både den 35-årige ekskæreste og hendes kommende barn har det godt i dag. Manden udbad sig betænkningstid med hensyn til at anke dommen - og derfor er der fortsat navneforbud i sagen. Det var ifølge kærestens og mandens forklaringer blandt andet et drama om et tvangsægteskab, der førte til, at manden 17. juli i år trampede og sparkede den gravide kvinde 15-20 gange i maven. Det skete i kvindens lejlighed, mens hendes tre børn på otte, 12 og 15 år så på. Parret havde lært hinanden at kende sidste efterår, og i februar blev kvinden gravid, selv om det ikke var planlagt. I løbet af foråret diskuterede de, om de skulle beholde barnet - selv om kvinden ifølge eget udsagn aldrig overvejede abort. Mandens familie vidste ikke noget om deres forhold og graviditeten. På det tidspunkt var manden - der er dansk statsborger, men har udenlandsk baggrund - blevet gift med en kvinde fra Tyrkiet. Det var ifølge mandens egen forklaring i retten et tvangsægteskab - han havde aldrig mødt sin nye kone. Den dømte og hans danske kæreste slog op i juni, da manden ifølge ekskæresten ikke mente, at de kunne have en fremtid sammen. Den 35-årige kvinde var "for gammel" og havde i forvejen tre børn fra tidligere forhold. Men parret aftalte, at den enlige mor skulle have barnet, at manden ikke skulle registreres som far - men at han måtte komme og besøge barnet, så tit han ville. Da mandens familie hørte om sagen, skiftede han ifølge den gravide ekskæreste imidlertid holdning - også selv om han var ved at få en skilsmisse fra sin tyrkiske hustru. Han mente ifølge ekskæresten, at hun og barnet ville ødelægge hans liv og hans omdømme. Derfor ringede han og sagde til hende, at de havde et regnskab, der skulle gøres op, og at barnet skulle væk. Hvis hun ikke selv kunne klare det, så skulle han nok "stikke noget op i hende", så barnet røg ud, sagde han ifølge kvinden. 17. juli mødte han op hos hende, og de satte sig og snakkede. Kvinden sagde, at han skulle lade hende være i fred, og at hun ikke ville have noget med ham at gøre. Derefter fik han tårer i øjnene og rejste sig og rev hende ned på gulvet. Herefter fulgte de mange spark mod kvindens mave. Han ramte hende dog kun i hovedet, ryggen, ben og arme, da hun beskyttede sin mave. Lige pludselig forlod han lejligheden, og dagen efter blev han anholdt af politiet. /ritzau/