Et års hvile og fred i Dronninglund

Fire udvekslingsstudenter er ved at have fundet sig til rette i Dronninglund og forsøger nu at blive kloge på vendelboerne

Vold 28. oktober 2002 07:00

DRONNINGLUND: De taler fire forskellige sprog, er næsten fra hver sit verdenshjørne og har nu været samlet i Dronninglund i tre måneder. Det er Dronninglund Gymnasiums fire udvekslingsstudenter, der her er tale om. Den 19-årige Olég Frolóv fra Rusland. Den 16-årigeTania Sossa fra Bolivia og de to 17-årige piger: Kirsten Nielsen, fra Arizona, USA og Luciana Wolter fra Brasilien. De har alle lagt familie, netværk, kammerater og hjemstavn fra sig for et år, for at få et glimt af, hvordan det er at være studerende i Dronninglund. Og de nyder det. - Her kan vi få et års hvile og fred, og det er virkelig dejligt, siger Kirsten Nielsen, der er halvt dansker, Hun forklarer, at arbejdsbyrden på gymnasiet er overskuelig, og at det at være i Dronninglund er en dejlig afstressende oplevelse, og de tre andre giver hende ret ved at nikke ivrigt med hovedet. Både Kirsten Nielsen, Olég Frolóv og Tania Sossa har været i Danmark før, men ikke i længere tid ad gangen. Nu bor alle fire hos værtsfamilier i Dronninglund og opland, Try og Asaa. Og roen og freden nævner både Olég, Tania og Luciana som en vigtig grund til, at de nyder udvekslingsopholdet. - Hjemme i Moskva kan man ikke gå på gaden om aftenen uden at være bange for at blive overfaldet og få stjålet sine penge. Sådan er det ikke her, så jeg nyder bare at kunne gå en tur hen ad gaden om aftenen, siger Olég Frolóv. Tania og Luciana er helt enige. Hjemmefra er de også vant til, at man ikke kan gå på gaden efter mørkets frembrud, fordi man så er i overhængende fare for at blive røvet, og fordi der er så mange fattige og desperate mennesker på gaderne. - Det er helt anderledes fredeligt her, siger de. Tomme eftermiddage Men freden og roen har også sin pris. Det er de alle enige om. - Mine eftermiddage er tomme. Man skal underholde sig selv og være kreativ for at få tiden til at gå. Jeg ser meget tv og læser mange bøger, for der er ikke så meget at lave efter skole, siger Kirsten Nielsen. Og de andre giver hende ret uden at bebrejde hverken værtsfamilier eller kammerater det mindste. De mener bare, at det er svært at komme i nærkontakt med jævnaldrende efter skoletid. - Vores kammerater her virker meget motiverede og stræbsomme, og de har meget dårlig tid til at ses i eftermiddags- og aftentimerne. Det har noget med årgangen at gøre. 2.g skulle være et af de hårdeste år, siger Kirsten Nielsen og Tania halvt i munden på hinanden. I forlængelse af det nævner Tania og Luciana vendelboernes måde at møde nye mennesker på som noget, de virkelig har skullet vænne sig til. For få knus - Hjemme er vi vant til at kysse med kinden til hinanden, når vi mødes, og vi er vant til at få og give mange knus. Det er der ikke meget af her. Her siger man "go'morgen" og "go'dav", siger Tania Sossa og demonstrerer med en stift udstrakt arm, hvordan hun har hilst på de første, hun mødte ved hjælp af håndtryk. - Ja, jeg dummede mig faktisk også en af de første gange, jeg skulle hilse på en dansk pige, jeg havde mødt, siger hun grinende og fortæller ved hjælp af mimik og fagter om, hvordan pigen, hun ville hilse på, trak sig lidt forskrækket tilbage, da hun forsøgte at hilse hende på traditionel boliviansk vis med et knus og et luftigt kindkys. Alle fire er dog enige om, at det overvejende er godt, dejligt og lærerigt at være udvekslingsstudent i Dronninglund, da kravene til dem er rimelige, og da både undervisere og kammerater er meget søde til at hjælpe dem med at forstå indholdet af undervisningen, når det kniber. Og så skal de jo ikke være her resten af deres liv, som de siger. - Det er jo en chance, vi kun får denne her ene gang. Og så er det kun i ét år. Et år med fred og ro, og det kan vi sagtens klare, siger Kirsten Nielsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...