Et aktivt år for husmoderkreds

Løkken 1. marts 2003 07:00

LØKKEN: Omkring 25 medlemmer havde fundet vej til Løkken Badehotel, hvor Løkken Husmoderkreds forleden holdt generalforsamling . Formand Gerda Frøstrup oplyste, at bestyrelsen har fået en henvendelse fra husmoderkredsen i Vrå, der ville vide, hvad de gør i Løkken for at bevare medlemstallet og få så store deltagertal til arrangementerne. - Vi svarede, hvad vi gjorde, hvordan vi gjorde, og at vi lyttede til vore medlemmers ønsker, og det måtte være det, der gjorde det. Vi aftalte også, at vi ved større arrangementer ville invitere hinanden til at deltage. Gerda Frøstrup ridsede årets aktiviteter op, næsten alle blev succes'er med mange fremmødte. Årets topscorer blev julearrangementet med en blomsterkunstner, der satte deltagerrekord med 80 tilmeldte. - Bestyrelsen synes, at året 2002 har været et dejligt år, med en pragtfuld medlemsopbakning til det vi har lavet. Det skal I have en stor tak for. Det gør det hele værd at have med at gøre. Men vi har jo som sædvanlig et ønske - giv os nye ideer og inspiration til ting I synes vi skal lave. Vi lever jo i et demokratisk samfund, så frem med ideerne, opfordrede Gerda Frøstrup. Herefter aflagde kasserer Jeanette Larsen regnskab, og det viste bl.a. at overskudet er forøget lidt, og at der derfor er lidt mere at bruge på arrangementer i næste sæson. Valget til bestyrelsen gav genvalg til Gerda Frøstrup, Aase Nielsen, Birthe Kjær og Inger Stuhr-Larsen, og herefter var der tid til en kop kaffe med brød før aftenens bankospil kunne begynde. Husmoderkredsens næste arrangement er den 25. marts, hvor turen går med bus til Hjortholm, hvor deltagerne skal hente inspiration til påsken. fyt

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...