Et ansigt fra fortiden

Museumsfusion giver allerede bedre resultater og samarbejde

For første gang kan Nordjyllands Historiske Museum udsende sin årsberetning, et både flot og dybt interessant udtryk for den samdrift, som den nye museumslov gjorde mulig fra januar 2004. Deltagerne i samdriften - Aalborg Historiske Museum, Hadsund Egns Museum og Hals Museum - fungerer uforandret som selvstændige museer, men samdriften øger mulighederne for et bedre museumsarbejde, og det vil i første række sige bedre udgravningsresultater. Hertil kommer etableringen af fælles regnskabsfunktion og udbygningen af fælles edb-netværk. Ved slutningen af 2004 var alt på plads i det omfattende projekt. Et stærkt træk i årsberetningen er redegørelsen for den rekonstruktion, som hovedet af det berømte moselig fra Borremosen ved Aars blev udsat for. Resultatet demonstrerer på overbevisende måde, hvad teknikken kan udrette i dag. Almindeligvis går man ved konserveringen ud fra et nogenlunde velbevaret kranium. På den i øvrigt fantastisk velbevarede krop var kraniet trykket fladt af den overliggende jord. Første led i en lang proces var at optage et tredimensionelt røntgenbillede, og herefter blev kraniedelene ved en langsommelig computerstyret støbeteknik omdannet til naturtro modeller i plastik. To eksperter gæstede Aalborg Historiske Museum i vinterferien 2004, og i løbet af to dage modellerede skulptør Bjørn Skaarup ansigtet uden på kraniemodellen. Lag for lag, træk for træk, dukkede ansigtet af en ganske almindelig nordeuropæisk kvinde frem, en kvinde, man sagtens kunne have mødt på gaden uden for museet. Man satte bogstaveligt talt et ansigt på fortiden og bragte os lidt tættere på den fjerne bronzealder. Museumsdirektør Lars Christian Nørbach har redigeret årsskriftets 47 sider, der belyser samdriftens først år og dens resultater med bidrag fra de enkelte museer.