Et anstændigt liv?

Er det rigtigt at fastholde børnene på opholdssteder, hvor de ikke ønsker at være? Kan vi gøre det anderledes? Kan vi gøre det bedre?

Kap Farvel ligger øde hen med et sløvt regnvådt skær i den grovslebne granit. Lidt fjern trafik og dæmpet musik fra de små værtshuse, nu og da en stor gul bus der buldrer forbi, men ellers mennesketomt og utrygt. Med ryggen mod muren med en blanding af påtaget hårdkogthed og snigende angst står Jane og skimter ud i mørket – indladende og vagtsom. Den voksne mand der taler til hende har ikke ondt i sinde, men det kan Jane ikke vide. Hendes intuition fortæller hende noget andet og minder hende om noget der skete en gang... Samme morgen på denne Januardag, hvor jule- og nytårsferien endelig er afsluttet, har Maria og Jane besluttet sig for at flygte fra "Gærdesmutten" – opholdsstedet, hvor de er anbragt. De er begge omsorgssvigtede børn fra brudte familier. De er henvist til opholdsstedet, hvor de ansatte pædagoger gør deres bedste for at få det til at ligne et familieliv. MARIA ER 13 og Jane 14 år gammel. De har i en tidlig alder tillært sig kriminelle tilbøjeligheder, og er i stand til at stjæle i butikker, ligesom de er draget mod smarte fyre, der kører i biler og har egen lejlighed. I deres netværk af bekendtskaber er der små piger, der er kærester med voksne mænd. I deres netværk af bekendtskaber er der adgang til stoffer og sprut. I deres netværk af bekendtskaber er der børn og unge, der lader sig lokke og manipulere til hvad som helst. Maria og Jane kender en hjemgivet 15-årig pige, Anja, der nu bor hos sin mor i byen. Maria og Jane har aftalt med Anja, at en af Anjas venner vil hente dem på et nærmere aftalt sted. Det er ingen problem at snøre de voksne på Gærdesmutten. De har prøvet det før - en smuttur til byen. Risikoen eller rutinen er, at de bliver fanget eller hentet af politiet og kørt hjem. Pigerne ankommer til den store by op ad dagen, uden penge og uden andet tøj end det de står og går i. Anja har planlagt, at Maria og Jane kan bo hos 18-årig Sarah , der netop er blevet "udsluset" fra et opholdssted I en oplandsby og er blevet installeret i egen bolig i den store by. KAP FARVEL er storbyens farligste strøg. En bred boulevard med mørke tomme huse og lysende butiksfacader. Om dagen lys og livlig, om aftenen og om natten mørk og faretruende. Det var her, at to store knægte forleden nat uden årsag overfaldt to tilfældige fodgængere og bankede dem til plukfisk i en utæmmelig voldsrus. Det er her, at Jane ser manden komme imod sig. "Du kan ikke sove oppe hos Sarah" siger manden, der er Sarahs støtteperson. "Jeg har hørt om jer – jeg ved godt at du er stukket af fra et opholdssted. Jeg vil gerne køre jer hjem" Men nej! Jane vil ikke køres hjem. Hun gider ikke at være "anbragt" , hun vil heller ikke være hos sin mor hun vil bare væk – væk. JANE ER opvokset i en søskendeflok på tyre, alle med forskellige fædre og alle anbragt uden for hjemmet. Jane kender ikke sin far, men er i sit korte liv blevet præsenteret for mange faderskikkelser og løse forbindelser . Det hele kulminerer, da Jane er 10 år gammel. Her bliver hun tvangsfjernet fra sin mor til et observationshjem uden for byen, hvorfra hun modvilligt bliver visiteret til anbringelse i plejefamilie. Efter et stykke tid hos plejefamilien står plejeforældrene af. De kan ikke forstå, at Jane ikke vil tale med dem – ikke ville åbne sig for dem. De forstår ikke, hvorfor hun vil stikke af. Tilbage til Observationshjemmet i en periode og så til en ny plejefamilie, der heller ikke har tålmodighed til at opbygge tillid til den tavse pige, hvis skæbne i livet er at hun er barn af misbrugere, med de problemer og tilknytningsforstyrrelser det indebærer. JANE HAR i en alder af 14 år skiftet opholdssted syv-otte gange. Det sidste sted, Gærdesmutten, er et godt valg i begyndelsen – synes Jane. Men nu er hun den ældste pige på stedet og føler ikke at hun får tilgodeset sine behov. Hun har ikke adgang til mobil og internet, ligesom jævnaldrene piger i normale familier, Hun fatter ikke hvorfor hun skal være anbragt ude på landet når hun helst vil være I byen, hvor hun er født og opvokset. Hun ser voksne som tvetydige, og nærer mistillid til "systemet", der ikke giver hende nogen valgmulighed til medbestemmelse over eget liv. "Hvor er Maria henne?", spørger manden " Hun er pissefuld og skæv og sammen med sin kæreste – hun vil ikke køres hjem " siger Jane, med en stemmeføring, der afslører skyhed og trods. Janes mor bor i byen, men Jane ønsker ikke at tage hjem til moderen. "Vi kommer altid op og skændes – det nytter ikke noget - og hun ringer garanteret bare efter dem" Sarahs mobil bipper med SMS-beskeder. Alle i netværket bliver orienteret om status, og får mulighed for at ændre strategi. OM NATTEN er Jane hos Sarah. Hun får vel noget at spise og en slags nattesøvn. Støttepersonen tager kontakt til Janes mor, der ringer videre til Gærdesmutten, der kalder politiet, der på et tidspunkt måske vil sende en patruljevogn ud. Men inden systemet er vågnet til dåd, er Jane videre på vej ud i netværket af unge nomadeeksistenser. Dagen efter bliver Maria hentet hjem. Hun har opgivet flugten indtil videre, men ingen af pædagogerne på Gærdesmutten er i tvivl om at hun vil stikke af igen. De kan stort set intet stille op. Gærdesmutten er jo et hjem for de anbragte børn – et hjem, som enhver jo kan forlade når som helst. For Jane er situationen en anden. Hun er i det dilemma, at hun som 14-årig sikkert vil blive overført til et "sikret" døgncenter, hvor rettighederne er indskrænket som i et fængsel. Dermed er Janes fremtidsperspektiv for de næste fire år temmelig indsnævret. "Straffen " for at være omsorgssvigtet af sine forældre, er således fastsat til otte års anbringelse, heraf fire i fængsel. Hertil kommer den vedvarende psykiske smerte fra den tidlige barndom, der aldrig vil heles. Sådan prøver Jane at formulere sine tanker og således lader hun sig indfange af sin sociale arv og kaster sig ud i samme destruktive livsforløb som moderen. Der er jo ingen anden udvej – tænker hun. Medborgeren, der møder Jane på gaden, giver hende husly og ringer hjem til moderen. Kan han handle anderledes? Næppe – Han lytter, tilbyder hjælp og omsorg, men han kan jo ikke tilbageholde pigen eller tvinge hende til at tage hjem til sine voksne. MENS JANE driver rundt derude på Kap Farvel som formelt eftersøgt, kan man gøre sig nogle tanker om den gruppe af anbragte teenagere som Jane og Maria tilhører. Der er mange af dem. De er anbragte på opholdssteder for at få et bedre liv, men opholdsstederne kan næppe opfylde deres behov for tilnærmelse til livsnormer, som tidens unge identificerer sig med. Derfor skiller disse unge sig ud som nomader i samfundet. Derfor oplever vi, at anbringelse med opdragelse til selvstændighed og ansvar som formal mislykkes, og at de anbragte børn i stedet havner i perifere nicher som livegne klienter. SOM SAMFUND bør vi skærpe opmærksomheden mod de omsorgssvigtede anbragte børns livsvilkår. Er det rigtigt at fastholde børnene på opholdssteder, hvor de ikke ønsker at være? Kan vi være bekendt at fratage dem retten til, hvad de mener er et anstændigt og ligeværdigt liv? Kan vi gøre det anderledes? Kan vi gøre det bedre? En uge efter flugten er Jane tilbage på Gærdesmutten med nogle slemme oplevelser i bagagen, som kun yderligere komplicerer hendes liv. De voksne omkring hende vil yde deres for at genopbygge tilliden og skabe nogle livsbetingelser som hun kan trives med. Jane skal også yde sit. Hun drages mod byen og har svært ved at acceptere sin situation. Hun er en pige på 14 år, der har livet foran sig. ] Ole Berthelsen er freelancepædagog med eget kollektiv for unge anbragt uden for hjemmet på Boulevarden 5 i Aalborg. Desuden er han kendt som såkaldt livsstilsmusiker med cd'erne "Vi mødes på Kap Farvel - nomadeeksistenser på livets stormombruste hav" og "Ludo Casino Mani" blandt sine seneste udgivelser.