Et barn blev født

Peter Belli fødte ideen til REUNION for et år siden

HJØRRING:- Nu skal du bare høre, Nalle. Bandet har omklædningsrummet til højre, og vi har det til venstre. Så skal vi bare lige have fundet et askebæger til dig. Peter Belli var her, der og alle vegne i Bagterp-Hallen i går eftermiddags. Han lavede sikkerheds-aftaler med hal-inspektøren, hilste pænt på folk, og så tog han sig af sine gamle venner fra Hit House Reunion, der i aftes spillede den første af foreløbig ti planlagte koncerter. - Det er klart, at man er spændt. Det er man altid, når man skal have et barn, sagde Peter Belli til NORDJYSKE nogle timer før, koncerten skulle skydes afsted. "Barnet" blev født i Peter Bellis hoved for cirka et år siden, og hvad, der startede ud som sjov, er blevet mere og mere alvorligt. - I starten troede jeg, at det bare blev sådan noget med at komme ind og sige goddaw, spille vores sange og så tak for i dag, men det er jo blevet stort. Vi har alle plukket sange ud fra dengang, hængt dem op på en tørresnor og fundet frem til de helt rigtige numre. Det er pigtråd, beat og rock'n'roll, fortalte "Ulven" Peter med sin karakteristiske, sprøde stemme. Tommy Seebach I mandags døde Tommy Seebach på Bakken, og de fire medlemmer af Hit House Reunion havde snakket om, hvordan de skulle tackle det i forhold til gårsdagens koncert. - Vi besluttede os for, at det ikke ville være rigtigt for eksempel at mindes ham med et minuts stilhed før koncerten, men back-stage - før vi går på - stikker vi lige hovederne sammen og mindes vores ven, sagde Peter Belli.