Et blåt fundament

CD, Triphop Blue Foundation: "Sweep of Days" De var blandt de første til for alvor at dyrke triphoppen herhjemme. Og nu tager Blue Foundation en ellers træt genre og fører den videre på fornemste vis. Den nye "Sweep of Days" er et yderst vidtfavnende bekendtskab, der ikke bare vil underholde, men også har lyst til at udfordre sine lyttere kunstnerisk. Måske banalt, men bestemt ikke noget, man kan tillade sig at tage for givet i et stadigt ungt årtusind. Hos Blue Foudation er der plads til både inciterende instrumentaler, regulære rapnumre, pompøs pop og tilrøget triphop i det blå univers. Og der er genlyd af såvel Mono som Enigma i de storladne produktioner – for eksempel lyder "Ricochet" nært beslægtet med sidstnævntes "Principles of Lust", nu blot med scratch og samples. Bedst er de dog, når Kirstine Stubbe Teglbjærg får lov at stå i front for bandets altid organiske kompositioner. Hun minder lidt om Under Byens Henriette Sennenvaldt i sin hviskende, let skæve måde at synge på. Det kan man høre lige nu i radioen, hvor de råhitter med den æteriske og langt fra banale popsang "As I Moved On" – som P3 dog med vanlig betonpædagogik er ved at spille i knæ for øjeblikket. På den let funky "Save this town" er der håndklap og tilløb til alsang, mens den uroligt klikkende "My Day" får æren af at slutte af på årets første gode danske plade. Når det så er sagt, er der stadig noget at arbejde med for kvintetten, før de laver mesterværket. Men indtil videre har de i hvert fald lagt et blåt fundament for fremtiden. Rasmus Hougaardkultur@nordjyske.dk Blue Foundation: "Sweep of Days", Virgin. Udkommer mandag 2. februar.