Et brev i den helt forkerte retning

Veggers borgere i oprør over spareforslag mod byens ene integrerede institution

Knud Labohn
Hele Vegger bliver ramt, hvis den integrerede institution Børnehuset nu lukkes af kommunen. Næste skridt kan let blive, at købmanden lukker, frygter de lokale. Arkivfoto
Børnepasning 7. september 2010 10:26

Udefra så brevet uskyldigt ud. Men inden i ligner det noget, der kan blive begyndelsen til enden for landsbyen Vegger. Sådan opfatter mange lokale i hvert fald den kommunale henvendelse, der lå i brevkasserne hos den integrerede institution Børnehusets forældre. I brevet stod der til de lokales bestyrtelse, at Børnehuset var lukningstruet og at de havde ti dage til at gøre indsigelse mod en lukning. En lukning, der havde fået sat dato på: 31. juli 2011. - Vi har ikke fået noget varsel, intet hørt om at det var på vej. Og der er ingen form for begrundelse. Udover at det er en det nye sparekatalog for Vesthimmerlands Kommune, siger en af forældrene og tidligere medlem af stedets bestyrelse, Helle Aldberg. To skift på halvt år Hendes andet barn er begyndt i institutionen og hun har nu oplevet den kombinerede vuggestue og børnehave på nært hold i fire år. Hun kan slet ikke forstå, hvorfor nogen politiker eller embedsmand kan tænke på at lukke den. - Den er meget velfungerende. Der er 23 børn og den har meget fine forhold. I brevet står der, at man vil dele børnene op, så de skal i dagpleje første del af tiden og så til en mindre institution i en anden by resten af tiden. Dermed skal vuggestuebørnene skifte sted to gange på seks måneder, gør Helle Aldberg op. Hun ser børnehuset som et af de tre ben, byens liv hviler på. De andre er købmanden og idrætsforeningen. Og hun er langt fra ene om bekymringen. Borgere til modstand På Facebook har en gruppe nervøse forældre oprettet gruppen ”Bevarelse af Børnehuset i Vegger”, der på få dage har fået 109 medlemmer. En hjemmeside og en underskriftsindsamling mod en lukning af Børnehuset er også sat i gang. - Det her kan være det første skridt i den forkerte retning. Bliver Børnehuset lukket er byen ikke så attraktiv for tilflyttere. Så lukker købmanden måske, hvorefter huspriserne falder yderligere og Vegger går fra at være et aktivt sted til at være en spøgelsesby. Det må ikke ske, siger Helle Aldberg. Det lykkedes ikke mandag at få en kommentar fra Børne- Skoleudvalgets formand, Henrik Dalgaard (K).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...