Et byggeri, der smyger sig om kulturparken

SÆBY:Sæbys kommende svømmebad bliver stort. Men derfor behøver det ikke at dominerede omgivelserne. Med den tanke i baghovedet tegnede arkitekt Annette Grønbæk det byggeri, som Sæby Byråd faldt for. - Mit projekt er inspireret af omgivelserne. Byggeriet er højest mod Sæbygårdvej og tilpasser sig grunden og nabobygningerne, så der opstår et harmonisk hele, fortalte Annette Grønbæk, der ikke lagde skjul på, at hun har fundet det ualmindeligt inspirerende at tegne svømmebadet. Byggeriet beklædes med sorte teglsten og er moderne i stilen med masser af skæve vinkler. Mod nord - altså op mod rådhuset - bliver der panoramavinduer til det store bassin. Mod syd bliver vinduerne betydeligt mindre. Svømmebadet bygges i tre afsnit. Mod nord placeres det store svømmebassin, mens man i midten vil finde vandrutsjebane, øvebassin og varmtvandsbassin, der blandt andet skal bruges til efterbehandling og genoptræning. Mod syd - altså mod Sæbygårdvej - placeres wellness-afdelingen. - Det er utrolig godt tænkt af Sæby Byråd at lave en egentlig kulturpark, hvor man samler en række faciliteter. Når området er færdigbebygget vil det være en perle, som borgerne virkelig kommer til at bruge. Det bliver, smukt, arkitektoniske moderne og funktionelt, sagde Annette Grønbæk. Morten Chrone fra det vindende firma M.T. Højgaard fortalte, at firmaet har åbnet en afdeling i Frederikshavn og gerne vil slå sit navn fast i Nordjylland. Derfor er man utrolig glade for at skulle opføre et så prestigefyldt projekt som Sæby Svømmebad. idéen til at opføre svømmebadet kom i sin tid fra en lokal initiativgruppe, der har fulgt byrådet arbejde med de indkomne projekter med stor spænding. Kurt Nielsen fra gruppen understreger, at han er meget glad for det byggeri, der skal opføres. - Det er flot og spændende. og det indeholder langt flere faciliteter end vi har turdet drømme om, siger han.