Terrorisme

Et dansk mesterværk

Tegningen af religionsstifteren Muhammed med en bombe i turbanen er ikke alene Kurt Westergaards mest berømte værk. Det er også ubetinget det mest berømte billede, der i nyere tid er udgået fra Danmark.

Intet dansk billede har været genstand for en sådan udbredelse, hvad angår eksponering i både danske og udenlandske medier og publicering på hjemmesider. At Kurt Westergaards tegning skulle blive genstand for en sådan interesse, at den i dag har karakter af et ikon for ytringsfriheden, var der næppe mange, der havde fantasi til at forestille sig, da tegningen blev publiceret første gang 30. september 2005 som én af 12 illustrationer til artiklen "Muhammeds ansigt". Men historien om Kurt Westergaards tegning har en ekstremt kendt forløber. Nemlig Leonardo da Vincis "La Gioconda". Leonardos værk, der er bedre kendt som Mona Lisa, bærer på en næsten identisk tilblivelseshistorie, hvad angår dette maleris stigende berømmelse. Både Westergaards tegning og Leonardos maleri er eksempler på, at mesterværker ikke udelukkende skabes i kunstnerens atelier. Et mesterværk skabes på baggrund af en lang række aktørers interaktioner. I modsætning til, hvad man skulle tro, blev Leonardo da Vincis "Mona Lisa" ikke fra begyndelsen opfattet som et mesterværk. Indtil et stykke ind i 1600-tallet anså man "Mona Lisa" for at være et vellykket portræt, hvis komposition blev flittigt citeret af andre portrætmalere. Men maleriet var på ingen måde forlenet med den aura, som det i dag er i besiddelse af. Den blev gradvis tilskrevet op igennem 1800-tallet, hvor dyrkelsen af Leonardo da Vinci tog til. Men maleriet fik først sin nuværende status, da Mona Lisa i 1911 blev stjålet fra Louvre-museet i Paris. Denne hændelse medførte en mediestorm, og "La Gioconda" blev et ikon. På samme måde forholder det sig med Kurt Westergaards tegning. Bomben i turbanen vakte ikke større opmærksomhed end mange af Jyllands-Postens øvrige 11 Muhammed-tegninger i efteråret 2005. Kurt Westergaards tegning var ikke genstand for en større vrede end de andre tegninger. Vreden var i begyndelsen rettet imod den kendsgerning, at en dansk avis havde brudt det islamiske billedforbud. Siden har flere debattører imidlertid særlig rettet deres kritik mod Kurt Westergaards tegning. Et eksempel er professor Thomas Bredsdorff og forskningsleder Lasse Horne Kjældgaard fra Københavns Universitet, der i deres udgivelse "Tolerance" hævder, at det ikke lader sig "gøre at læse andet ud af tegningen af Muhammed, end at alle, der følger ham, er bombemænd." Man skal imidlertid ikke tage deres tolkning alt for seriøst. I bogen hævder de, at Kurt Westergaards tegning forestiller Muhammed med "en håndfuld bomber i turbanen". Men enhver, der rent faktisk har gjort sig den ulejlighed at kigge på Kurt Westergaards tegning, kan ved selvsyn konstatere, at Muhammed kun er udstyret med en enkelt bombe i turbanen. Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaards tolkning bliver derfor svær at tage alvorlig. Desuden er tolkningen i direkte modstrid med Westergaards egne udsagn om sin tegning: "Det er en tegning, der er rettet specielt mod den islamiske terrorisme, der bruger fortolkninger af Koranen og religionen islam som åndelig ammunition," sagde Kurt Westergaard i en kommentar for et par måneder siden. Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, hvorpå den islamiske trosbekendelse er skrevet er blevet beskyldt for at have udløst særlig vrede, fordi tegningen antyder en sammenhæng mellem islam og terror. Men på Saudi Arabiens grønne flag står den islamiske trosbekendelse oven over et sværd. Her sammenkobles trosbekendelse og våben altså også, og hertil bemærkede den dødstruede, algerisk-franske journalist Mohammed Sifaoui, at hvis Saudi Arabiens flag blev udformet i dag, ville man sandsynligvis sætte en bombe eller et maskingevær på det i stedet for et sværd. Derfor er det næppe sammenkoblingen af islam og vold, der har vakt vrede. Det er mere nærliggende at antage, at vreden i særlig grad er blevet rettet mod Kurt Westergaard, fordi han i modsætning til de fleste af sine 11 kolleger, der forståeligt nok gik i skjul, da Muhammed-krisen brød ud, har nægtet at holde mund. Kurt Westergaard har insisteret på, at han akkurat som kritikerne af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger har haft ret til at ytre sig frit. Det er med en vis sandsynlighed netop dette moment, der er konfliktens anstødssten, hvad Westergaard angår. Leonardo da Vincis sidste maleri forestiller Johannes Døberen, og det kan med en vis ret betegnes som en parafrasering af Mona Lisa. Leonardo har forlenet Mona Lisa med androgyne træk, så beskueren bliver i tvivl om, hvorvidt Mona Lisa er en kvinde eller en mand. En pointe avantgardekunstneren Marcel Duchamp i øvrigt understreger, da han i 1919 forsyner en postkortudgave af Mona Lisa med moustache og fipskæg. I Leonardos portræt af Johannes Døberen er det mandlige motiv udstyret med en række kvindagtige træk, der igen skaber forvirring om personens køn. Denne omvendte leg med kønsidentiteten peger tilbage på Mona Lisa. Udover dette tiltag fra Leonardos egen hånd har en perlerække af kunstnere parafraseret Mona Lisa. Blandt de vigtigste finder man som nævnt Duchamp, Kazimir Malevich, Fernand Léger og Andy Warhol, der bidrager med flere håndfulde Mona Lisa'er silketrykt på et enkelt lærred. Kurt Westergaards Muhammed er også blevet parafraseret. Da Ahmed Akkari utilsigtet kom til at lufte sine planer om at terrorbombe Naser Khader, hvis Khader blev integrationsminister, medførte det straks en respons fra Kurt Westergaard, der i en tegning fremstillede Ahmed Akkari med en bombe i håret. Dette greb overførte Kurt Westergaard noget tid senere til en tegning af Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose. Måske var pointen at vise, at Flemming Rose af nogle anses for at være en farlig mand. Kurt Westergaards tegning har efterhånden opnået status af et ikon, der er uden for afsenderens reelle kontrol. Westergaard har imidlertid fastholdt, at han ikke ønsker, at hans tegning bliver spændt for politiske partiers vogn. Derfor har han to gange set sig nødsaget til at gribe ind overfor brug af tegningen. I Danmark ønskede foreningen og det politiske parti Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) at gøre brug af Westergaards tegning ved en demonstration i Aalborg. Kurt Westergaard og Dansk Journalistforbund nedlagde fogedforbrug mod brug af tegningen, og SIAD valgte i stedet at iklæde Westergaards tegning en burka, så kun øjnene var synlige. Kort tid efter benyttede den hollandske politiker Geert Wilders Westergaards tegning i forbindelse med sin film Fitna. Westergaards tegning var det samlende element i filmen, da tegningen både optrådte i begyndelsen og slutningen af hollænderens film. Kurt Westergaard og Dansk Journalistforbund fik også stoppet denne brug af tegningen, og Geert Wilders har i en ny udgave af Fitna udskiftet Westergaards tegning med en tegning, der mangler teknisk finesse, men tematisk befinder sig på samme boldgade som Westergaards forlæg. Tvisten med Geert Wilders fik i øvrigt Westergaard til at bidrage med en tegning, hvor en bombe er blevet placeret i hollænderens hårpragt. Herudover har Kurt Westergaard i flere omgange benyttet sin oprindelige tegning af Muhammed med bomben i turbanen som et delelement i forbindelse med nye tegninger. For eksempel skabte Westergaard en tegning til fagbladet Journalisten, hvor han kommenterer på sin egen situation, efter mordplanerne mod ham er blevet offentligt kendt. Den svenske konceptkunstner Lars Vilks' Muhammed-tegninger kan også ses som en parafrase over Jyllands-Postens tegninger, og i en helt ny aldrig offentliggjort tegning sender Kurt Westergaard en hilsen til Lars Vilks i form af en bombehund. Siden offentliggørelsen af mordplanerne mod Kurt Westergaard, har han stort set hver dag illustreret Jyllands-Postens kronik. Kurt Westergaard siger, at han på trods af mordplanerne i sin høje alder, har haft lidt svært ved at være rigtig bange, og at han i stedet har vendt sin angst til en sund vrede over, at han er blevet udsat for trusler, bare fordi han har passet sit arbejde. Alligevel synes det evident, at der er noget nyt på færde i Westergaards streg. Der har sneget sig en giftiggrøn farve ind, der giver mindelser om absint og sygdom. Samtidig er Westergaards streg blevet løsere, mindre gennemarbejdet og sitrende. Denne stil og frekvensen af Westergaards tegninger giver mindelser om Picasso, der i sine sidste år konfronteret med sin egen forgængelighed arbejdede så intenst, at han var nødt til at skrive dato på sine malerier i stedet for årstal. I en af sine sidste tegninger stirrer Picasso – konfronteret med sin egen dødelighed - i et selvportræt forfærdet på beskueren. Måske er det den samme konstatering af egen forgængelighed, der er på spil i Kurt Westergaards seneste tegninger. Ikke som et resultat af angst med baggrund i mordplanerne imod ham, men som en kunstners manende forsøg på at forholde sig til det alment uafvendelige. Men måske skal vi alligevel tilbage til da Vinci for at forstå, hvad der er på færde i Westergaards kronikillustrationer. Hvor Leonardo da Vinci i sin alderdom og i forbindelse med udførelsen af sit sidste maleri af Johannes Døberen stillede større og større tekniske krav til sig selv i en jagt på kunstnerisk perfektion, er Kurt Westergaard en mand, der er blevet sat fri. Kurt Westergaard er en kunstner, der har givet verden sit mesterværk. Et værk, hverken Westergaard eller de fleste andre kommer i nærheden af at overgå. Alligevel arbejder han videre. Hver dag sidder han i bladhuset i Viby for at udføre sin metier som tegner. Ikke for at få smør på brødet. Men som en konsekvent fortsættelse af et virke. Et virke ladet med verdenspolitisk betydning. Indlægget af Uwe Max Jensen er hentet fra bogen "Frihedens ikon", udgivet af Trykkefrihedsselskabet i anledning af, at tegner Kurt Westergaard i maj modtog selskabets årlige Sappho-pris. "Frihedens ikon" indeholder tegninger udført af Kurt Westergaard og tekster af Uwe Max Jensen, Mikael Jalving og Farshad Kholghi.