Et disciplineret spring op i Top-4

RANDERS:Cifrene lyver ikke i dette tilfælde. Der var klasseforskel på de to hold, da AaB i går knuste Randers FC's ellers flotte stime af hjemmekampe - fem af slagsen - uden nederlag i Superligaen i fodbold, og AaB tog - takket være OB og Viborgs nulløsning - et hop op i Top-4 i baghjul på Brøndby, FC København og FC Midtjylland. Det kørte godt nok ikke på maksimale omdrejninger i AaB's motorrum på den centrale midtbane, hvor Trond Andersen denne gang dannede makkerpar med kométen Rasmus Würtz. AaB-cheftræner Erik Hamrén tog chancen med denne konstellation trods det faktum, at Würtz havde døjet med sygdom i den forgangne uge, og Trond Andersen var lidt plaget af en lyskeskade hjembragt fra en landskamp for Norge i Estland. Spillemæssigt har netop denne duo dog så meget potentiale i sig, at skaktrækket faldt heldigt ud, og så var det glædeligt, at firebackkæden bagude - denne gang med canadiske Marco Reda i midterforsvaret sammen med suveræne Michael Jakobsen - holdt nullet for tredje gang i træk. Koncentrationen og viljen var i topklasse fra første fløjt på Randers Stadion i går, og AaB havde fortjent at føre med to-tre scoringer allerede efter de første 45 minutter, hvor et noget overraskende tamt Randers FC-hold først sent i halvlegen begyndte at vinde blot en smule fodfæste på en dag, hvor kronjydernes sammenbragte flok af spillere aldrig fandt rigtigt sammen. Det bør ikke kunne gå galt for AaB i den næste opgave ude mod Herfølge, hvis spillerne viser samme indstilling og spil på søndag, og så kan det for alvor blive sjovt for AaB-tropperne, der sukker efter at genvinde terræn i toppen af Superligaen. Gårsdagens opgør viste dog også med al tydelighed, at Thomas Augustinussen befinder sig bedst som midtbanespiller. AaB-mandskabet sukker - set fra sidelinjen - efter en klasseangriber, der kan og vil noget på egen hånd, men omkring netop det aspekt dikterer både økonomi og spillermarked givetvis, at AaB er tvunget ud til at affinde sig med de eksisterende muligheder. I den sammenhæng ville det for alvor se skidt ud, hvis ikke svenske Martin Ericsson med sine offensive tryllerier tit og ofte evner at hive AaB's spil op på et højere niveau.