Et døgn med naturens luner

20 børn og tre voksne midt i skovens dufte, vejr og vind

HANHERRED:Duften af brænderøg er det første man mærker, når man nærmer sig søerne Sankt Pauli i Lild Klitplantage. Bålet er nemlig det lune midtpunkt på den primitive lejrplads, hvor 20 børn og tre voksne er samlet for at opleve et døgn under åben himmel i skoven. Et døgn uden fjernsyn, mobiltelefoner og computere, men med masser af aktiviteter, og hvor man kommer tæt på naturens luner. Lige fra en varm, stille sommeraften med popcorn i gryden over bålet, til regn ned gennem bivuaktaget, besøg af tissemyrer og næste dags store tordenskrald. Godt der er træer og presenninger, man kan krybe ind under. - Vi har også fanget fisk, som vi har stegt på bål, fortæller 11-årige Kristian Lund Andersen fra Frøstrup. De var vist ikke så store, fiskene, men det gør ikke noget. Oplevelsen tæller. Af de 20 børn er kun tre piger, og arrangørerne, Jan Bagger Christensen og Ole Søndergaard fra Thy Statsskovdistrikt, kunne godt have tænkt sig en mere ligelig fordeling. - Men så holder vi sammen, lyder det fra en af de tre piger, otteårige Astrid Andersen, også fra Frøstrup. Faktisk er de fleste af børnene fra Tømmerby-Lild Skole, men der er også deltagere fra Fjerritslev og fra Bakkeskolen ved Løgstør. Kristine Bloch på ni år fra Løgstør har også sin far Jørn med, for der er god brug for en kyndig ekstra voksen. - Vi var også med i Thorup, da der var Skovens Dag, og så fik vi en folder, hvor vi læste om turen, fortæller Jørn Bloch. Der var mange flere end de 20, der gerne ville have været med på lejren, men der bliver måske en ny lejlighed næste år. - I hvert fald er det en succes. Men vi vil ikke have flere med end 20, så bliver det for svært at styre, siger Jan Bagger Christensen. Han tilføjer, at der til efteråret formentlig bygges et shelter ved søerne, og måske også føres drikkevand til pladsen for at gøre tingene lidt nemmere. Og navnet Sankt Pauli? Jo, det stammer tilbage fra en tid, hvor der stod en skurvogn ved søerne, og den blev brugt af nogle af naturens muntre sønner, som fik sig en tår over tørsten. I sådan et stemning fik det øde sted mellem fyrreskov og hede navnet. Ikke uden humor, for det er så langt fra Hamborgs vilde natteliv, som man næsten kan komme.