Et døgn på mountainbike i Rold Skov

Der vil blive rig mulighed for at nyde de naturskønne omgivelser under løbet.
Cykelsport 29. marts 2007 06:00

12.-13. maj arrangerer cykelklubben Televom i samarbejde med Rold Skov Cykler GIANT24race, som er et 24-timers-mountainbikeløb midt i hjertet af Rold Skov. Der har ifølge arrangørerne længe manglet et godt mountainbikeløb i området, og som en konsekvens er der nu taget initiativ til et løb i et af Danmarks bedste områder for mountainbikes. Løbet køres på en udfordrende og afvekslende 10 km rundstrækning, hvor der skal dystes om, hvem der kan køre flest omgange i løbet af 24 timer. Ruten består af mange små op- og nedkørsler, og langt hovedparten af ruten består af snævre singletracks. Der garanteres høj puls og træthed. I henhold til en aftale med Buderupholm Statsskovdistrikt offentliggøres ruten ikke på forhånd. Folk, der gerne vil en tur til Rold Skov og træne inden løbet, henvises til den officielle mountainbikerute i Rold Skov (se www.televom.dk). Skørping Skole bliver omdrejningspunktet for løbet. Det er herfra, rytterne dag og nat bliver sendt ud på ruten og sveddryppende returnerer 10 km senere. Og det er her, de trætte ryttere genoplader depoterne, hygger med vennerne, får massage, sammenligner tider og gør cyklerne klar til endnu en tur. 24 timer lyder hårdt, men alle kan være med, for man sætter selv tempoet, og det er helt op til den enkelte deltager at bestemme, om der skal cykles alle 24 timer, eller om man vil være en del af et 4- eller 8-personers-hold. Mulighed for hold Er man ikke så erfaren på området, kan man hanke op i sine træningskammerater og stille op på et otte-personers-hold. Princippet er her, at deltagerne skiftes til at køre omgange på ruten. Et lille regnestykke afslører, at ved ligelig arbejdsfordeling bliver der omkring tre timers cykling pr. person i løbet af det døgn, løbet varer - en realistisk, omend krævende, udfordring for de fleste. Er man mere garvet, kan man deltage på et fire-personers-hold, og hvis man er til det ekstreme, kan man stille op i soloklassen, hvor der skal cykles i 24 timer! Løbet stiller selvsagt store krav til både fysik og psyke. Har man ambitioner om en podieplads, må man indstille sig på utrolige strabadser. Motionister og andre ryttere med en mere hyggeagtig tilgang til livet skal dog ikke lade sig skræmme. Man sætter selv tempoet og bestemmer, hvornår der skal hviles, og ingen af klasserne kræver, at der altid er en person på ruten. En god mountainbike er ligesom cykelhjelmen et must. Endvidere er der behov for en god lygte i de mørkeste timer. Har man ikke selv en mountainbike, kan man leje en gennem Roldskov Cykler (www.roldskovcykler.dk). [ Løbet skydes i gang lørdag 12. maj kl. 12.00 fra Skørping Skole og varer 24 timer. Flere oplysninger om løbet og tilmelding på www.giant24race.dk. Ved spørgsmål kan man skrive til: giant24race@televom.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...