Et dyrt dagpengeforlig

FREDERIKSHAVN:Den ændring af dagpengereglerne, der foreløbig er kuldsejlet på Christiansborg, kunne være blevet mere end dyrt for kommunerne. Det påpeger formanden for arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn Kommune, Jørn Larsen (S). - Hvis dagpengeperioden nedsættes fra fire til to år, så ryger modtagerne i stedet over på kontanthjælp. Det samme gælder nyudlærte, der hidtil har kunnet opnå fuld dagpengesats, når de er dimitteret. - Her vil regeringen ændre til halv dagpengesats og kun i et halvt år. - I begge tilfælde er det så i stedet kommunen, der hænger på udgiften, påpeger Jørn Larsen. Han peger også på den klare forringelse, det efter hans opfattelse er, at hvis man bliver ledig og taber dagpengeretten, så skal man inden for to år have arbejde i sammenlagt et år for at kunne generhverve retten. - Hele vejen igennem er det kommunerne, der kommer til at betale, og det er helt sikkert, at med det forslag, der er om ændring af efterlønnen, vil folk omgående bruge deres efterlønsbevis, hvis de bliver syge efter 60 år, siger Jørn Larsen, der i øvrigt finder det helt urimeligt, hvis folk, inden for kun to kan tvinges til at sælge hus og hjem, hvis de ikke kan finde andet arbejde, og i stedet havner på kontanthjælp.