Et dyt i festivalbamsen

Det er lidt ligesom med sex. Det er altså sjovere selv at gøre det end at se det på film.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Festivalleder Leif Skov fungerer som historiefortæller og er tættest på at ramme festivalens frisindede ånd.

FILM:”Roskilde” Det samme gør sig gældende med festivalfilmen ”Roskilde”, som med et hav af smart klippede dokumentaroptagelser prøver at ramme stemningen, når Roskilde Festivalen eksploderer i ekstase, normaliteten går i opløsning, og menneskedyret slipper sig selv løs i henført og løssluppen dans, druk, sex eller bare almindelig legesyg overstadighed. Det er på mange måder et både ambitiøst og umuligt projekt, som holdet af filmfotografer og dokumentarfilminstruktører her har sat sig. I løbet af otte år er diverse Roskilde-festivaler blevet optaget med det ene formål at skabe den STORE film om den store festival. Og vi lægger traditionelt ud og følger en flok tilrejsende unge, svenske stamgæster og den amerikanske rygsækturist, som uden hverken tog- eller festivalbillet alligevel kommer over hegnet. Og der er hele logistikken bag ved – kæmpearbejdet med at få scener, mad, sanitet og sikkerhed til at fungere, inden festen for alvor bliver slået i gang af de første tæthuggede guitarriffs fra gruppen Franz Ferdinand. Undervejs fungerer festivalens mangeårige leder, Leif Skov, som kyndig historiefortæller, og det er faktisk i interviewbidderne med ham, at vi kommer tættest på festivalens ånd. Frisindet, den gensindige tolerance og samværet som gør det muligt at samle 125.000 mennesker på en pløjemark udenfor en større dansk provinsby uden at alt går i grat og kage og anarki. Og det gør det jo så alligevel. Indimellem. Som ved den tragiske ulykke i 2001, hvor 8 døde og 25 blev kvæstet, mens amerikanske Pearl Jam gav koncert. Vi får bidder og stumper og stykker af det hele. Jyske ungersvende, der er kommet for at høre rock, men først skal de lige have en ramme dåseøl, noget pot og en hel flaske Gl. Dansk til at varme op på. Heavy metalbandets forsanger, der brækker sig af nervøsitet, inden han skal på scenen. Ulven Peter Belli, som ser bold i campingvognen og hygger sig med cola, inden han går på scenen som gæstesanger hos Baby Woodrose. Langt hen er det meget underholdende og farverigt og fungerer mest af alt som en kæmpelang reklame for Roskilde Festivalen med den underforståede, indbyggede opfordring: – Se nu selv at komme af sted! Men den mangler i den grad en klar fortællevinkel og en holdning til, hvad det er, der foregår, og hvad der skal være fokus for fortællingen. På den måde bliver filmen uoverskuelig, kalejdoskopisk og faktisk også lidt monoton. Og så alligevel ... For ind imellem er der jo korte klip med nogle af de fantastiske bands, det har været muligt at høre på Roskilde gennem årene og her rykker det. I sidste instans er det jo musikken, som betyder alting, samler, forener og forløser den fælles festivalekstase. Og netop i klippene med Placebo, The Streets, Rufus Wrainwrigth, Jenny Wilson og Mew fungerer filmen. Musik er fælles magi, som gør folk glade. Men vi kommer aldrig rigtig ind under huden på festivalen, men er blot med som betragter og observatør, mens der bliver tungekysset frækt, vist patter, fejret juleaften med snaps og andesteg, og drabelige tømmermænd bliver plejet med morgenbajer og smøreost, inden tæppebombardementet af sprit, stoffer og musik endelig efterlader festivalpladsen som en affaldsbestrøet kampplads. Og vi er klar til endnu en festival. Men egentlig ikke ret meget klogere på, hvorfor folk må af sted år efter år. Med mindre du selv har været der og prøvet det. ”Roskilde” Danmark, 2008. Instr.: Ulrik Wivel. En time, 39 min. Frarådes børn u. 7 år. Danmarkspremiere.