Et efterårsvalg frister Fogh - eller?

Lokalpolitik 3. august 2007 06:00

KØBENHAVN: Et efterårsvalg er fristende for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Han har politisk medvind efter nulstilling af svære sager: Irak-krig, strejkende pædagoger og råddent kød. Regeringen genvandt initiativet i foråret ved aftalen med LO og FTF med flere milliarder kroner til efteruddannelse. Oppositionen står svagere efter Ny Alliances ankomst, mens Socialdemokraterne ikke har overvundet to valgnederlag. Så hvorfor vente, når meget af regeringsgrundlaget er gennemført, og Socialdemokraterne mandag skød valgkampen i gang med en reklamekampagne over partiets favorit-tema: Vi vil velfærd - de sparer op til skattelettelser? Valget er langt fra sikkert, selv om Fogh har god grund til at udskrive det i efteråret, vurderer Rasmus Jønsson, som rådgiver Ny Alliance (NA) om kommunikation. Medvind - men valg? - Fogh har politisk momentum - medvind - lige nu. Men han er en punktlig mand, som ikke fløjter op til valg, hvis der ikke er brug for det. Fogh er måske den bedste politiske analytiker. Vi så, at brættet næsten blev udskiftet, da vi (NA) kom. Jeg tror, at han ønskede os ned i en mindre størrelse, så midterpartierne ikke trak for mange stemmer fra Venstre, siger han. Trods regeringens gunstige udsigter advarer han politikere, partier, pressefolk og spindoktorer mod at regne med et hurtigt valg. Fogh gør tit dét, folk ikke forventer, understreger han. - Han har ufatteligt mange rationelle grunde til at udskrive valg i efteråret. Men jo mere folk råber valg, desto mindre sikkert er det. Foghs logik er tit at gøre det modsatte af den offentlige stemning, mener Rasmus Jønsson. Kun spekulationer Manges års iagttagelse af dansk politik viser, at det er umuligt at forudsige valg. I januar 2005 udskrev Fogh overraskende valg i februar efter tsunamikatastrofen i Sydøstasien. Det skete med henvisning til kalenderen og kommunalreformen, påpeger leder Lars Bille fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. - Det kan gå i selvsving, at der opstår valgrygter på Christiansborg. Det er kun Fogh og hans allernærmeste - Claus Hjort Frederiksen og Bendt Bendtsen - der inddrages i overvejelserne. Valgrygter er kun spekulationer, siger han. For et efterårsvalg tæller, at Fogh kan foregribe forårets besværlige offentlige overenskomster samt intern regeringsstrid om skattelettelser mellem Venstre og De Konservative. Det tæller imod, at kvalitetsreformen skal forhandles til efteråret, påpeger Lars Bille. - Fogh er ikke en mand, der er kendt for at tage chancer. Det er rimelig kalkuleret, siger han. Imod efterårsvalget tæller også, at partisystemet er i opbrud efter Ny Alliance. Derfor risikerer statsministeren en usikker parlamentarisk situation efter knap seks års solidt flertal med Dansk Folkeparti, mener Lars Bille. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...