Et eksperiment med rester

Sidste uge gik det nemt og forhåbentligt smertefrit med at lave weekendmenuen, så denne uge bliver det sværere, men mindst lige så godt. Der er dog et par fordele indbygget i menuen. Til hovedretten skal der koges ris og laks dagen før eller om morgenen. Retten er ikke varm, men det gør ikke det mindste! Mange "gode sager" vinder ligefrem ved at stå og trække lidt. Retten i dag er et af mine eksperimenter, født en dag, da der var ris og laks tilovers, og hvorfor ikke bruge, hvad der er! Det skal helst bruges, mens det er godt, det er en fornuftig taktik. Og det er ikke altid ubetinget morsomt at have en lang indkøbsliste med til købmand, fiskemand eller slagter. Det er da ikke særlig svært eller dyrt at købe avocadoer og tomater, vel? Og man føler sig så "god" og økonomisk. Når så glorien er fint blankpoleret, så kom ned på jorden igen, f. eks. ved at finde en vin af de bedre frem. Den søde tand fornægter sig ikke, men derfor må den jo godt være lidt utraditionel. Vælg en anderledes dessert. En kage med gulerødder. Og det er ikke gulerodskage. Den er nu slet ikke så tosset, men det er jo lørdag, så tænk anderledes. Jeg følte mig vældig kreativ og anderledes tænkende, da denne dessert blev skabt. Gulerødder, citrusfrugter og honning klæder hinanden, og smagen af gulerødderne kommer rigtig frem. Farven bliver meget flot, og vær sikker på, at dine "kunder" vil fryde sig, først ved synet og senere ved smagen. Synes du at den græske yoghurt ikke er sagen, så server roligt retten med vaniljeis. Det er afprøvet, og især blandt familiens yngste var det et hit. Et af mine børnebørn var med til at lave desserten. Hendes kommentarer var meget forskellige, men den sidste lød: - Det er en flot dessert, men er det ikke, fordi jeg har været med til at finde på den? Hvad svarer jeg så, tror du? Jo, jo og atter jo! For skal man ikke have lov, nærmest ret til at holde med de små og store børnebørn? Jeg mener jo. Og jeg mener i øvrigt også, at det hjælper på kræsenheden, når de små er med til at lave maden. For når de selv har rørt ved tingene, set, hvad der sker, og set resultatet, så sker der noget med dem. De får næsten altid lyst til at spise det. Så gå bare løs på gulerødderne og tryl desserten frem.