- Et elendigt menneskesyn

Jørgen Tousgaard (S) kalder kommunal redegørelse for respektløs og amatøragtig

Jørgen Tousgaard (S) vil nu have sagen fra Drachmannsvænget i socialudvalget. <i>Peter Broen</i>

Jørgen Tousgaard (S) vil nu have sagen fra Drachmannsvænget i socialudvalget. Peter Broen

FREDERIKSHAVN:- Jeg har aldrig i mine livsskabte dage set mage til elendigt menneskesyn. Den redegørelse er det mest amatøragtige, jeg nogensinde har set.

Sådan siger Jørgen Tousgaard (S) til den redegørelse, Frederikshavn Kommune har offentliggjort i forbindelse med kritikken af Drachmannsvænget i Skagen. Redegørelsen kunne læses i NORDJYSKE onsdag, og Jørgen Tousgaard hæfter sig ved, at ordlyden i redegørelsen er fuldstændig respektløs over for de pårørende.

- At tænke sig, at Anne Folden skal læse sådan en forfærdelig omgang ordgyderi om sin svigermor. Forvaltningen har jo bare taget artiklen fra NORDJYSKE og skrevet en række røde kommentarer ind. Det er simpelthen så amatøragtigt, siger Jørgen Tousgaard.

I redegørelsen bliver det blandt andet beskrevet, hvordan den pågældende beboer er stædig og vender munden væk, når hun skal spise.

- Jamen, hun er syg og dement for søren! Og angående den mangelfulde rengøring: Hvad nu, hvis de pårørende ikke bor i nærheden? I redegørelsen står der jo indirekte, at hvis ikke du har pårørende til at gøre rent, kan du få lov til at ligge i dit eget skidt. Hvad er det for en måde, vi behandler vores ældre på?

Jørgen Tousgaard mener, at sagen fra Drachmannsvænget tydeligt viser, at overblikket på socialområdet er væk.

- Det er både et ledelsesmæssigt og politisk ansvar. Det er tværtimod ikke de menige ansattes ansvar. De kæmper en daglig kamp for at få tingene til at gå op. Fakta er, at der skal ansættes mere personale ude på centrene, og samtidig skal der være en klar politisk holdning til hvilket menneskesyn, der skal være i kommunen, siger Jørgen Tousgaard.

- Som medlem af socialudvalget har du kendt til de her forhold længe. Hvad har du selv gjort?

- Jeg har hele tiden bakket ældrerådet op i den kritik, der har været. Og nu er vi så klar med et budgetforslag, hvor der skal afsættes flere ressourcer til de ældre. Men der er da ikke nogen af os i socialudvalget, der har gjort nok for at forbedre socialområdet, erkender Jørgen Tousgaard, der har mere krudt i kanonen i forbindelse med sagen fra Drachmannsvænget.

Tousgaard kalder det dybt beklageligt og uværdigt, at redegørelsen blev bragt i NORDJYSKE - før medlemmerne i socialudvalget har læst den.

- Det er jo grove, grove anklager, Anne Folden kommer med. Derfor bliver jeg vred over, at medlemmerne i socialudvalget ikke får tilsendt redegørelsen, før den bringes i NORDJYSKE. Det er jo umuligt at agere på noget som helst, hvis man kun skal læse om sådan en sag i avisen, siger Jørgen Tousgaard, der nu vil have sagen på dagordenen på det førstkommende møde i socialudvalget.

Udover at Tousgaard vil vide, hvorfor redegørelsen blev bragt i NORDJYSKE, vil han også sætte fokus på den aktuelle klagesag fra Drachmannsvænget.

- Jeg vil have en redegørelse af, om dette er det serviceniveau, der generelt tilbydes til kommunens svageste borgere, siger Jørgen Tousgaard.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.