Et familieeventyr fra landet

Kimbrerskuet 2002 sætter fokus på gamle værdier i nye tider

Mælkeproduktion 25. september 2002 08:00

FARSØ: Der er sket meget i dansk landbrug siden den altid storsmilende Poul Richardt travede sig højtsyngende igennem de gule kornmarker og grønne enge for 50 år siden. Små gårde er blevet til storbrug, og bly lyshårede malkepiger er blevet til automatiserede malkerobotter. Den danske bondeidyl har vokset sig stor og effektiv. Men derfor er der nu stadig dejligt på landet. Spørg bare på Farsøgård. Her blomsterer bonderomantikken nemlig med en sådan kraft, at selv Morten Korch ville have haft svært ved at modstå fristelsen for at bryde ud i sang. For på denne matrikel i Farsø bor og arbejder to genrerationer af landmænd side om side på et velfungerende og stort landbrug. Og her lever de gamle bondedyder i smuk samhørighed med kravene om effektivisering og udvikling. Og netop denne tanke er hovedtemaet for Kimbrerskuet 2002. Det var nok også derfor, at folkene bag årets skue havde valgt at henlægge den officielle præsentation af Kimbrerskuet 2002 til Farsøgård. Det er nemlig Gammelt Dansk til Nye Tider, der er kampråbet for dette års Kimbrerskue, som bliver afviklet i Messecenter Aars i weekenden 4.-6. oktober. 2 hektar og en ko Historien om Farsøgård begynder i 1965, hvor Ejnar Sørensen køber to hektar land og en enkelt ko. De to hektar er i dag svulmet op til 440 hektar, og den ensomme ko er blevet til en besætning på 170 malkekøer plus det løse. Men også landmanden selv har så at sige udvidet sig. I dag driver han nemlig hele herligheden med sine to sønner Lars og Morten, der tager sig af henholdsvis grise- og ko-besætningen. - Dengang var jeg jo alene om at passe to køer, og i dag er vi to til at passe på 170, siger Ejnar Sørensen om udviklingen i dansk landbrug. - Men nu er der jo heller ikke så mange, der er så privilligerede, at kunne arbejde sammen med deres to sønner, fortæller landmanden, der har købt jord hele 22 gange. Med greb og høtyv Ejnar Sørensen tager sig af malkekøerne sammen med sin yngste søn Morten. Og han har ikke svært ved at se det positive i landbrugtes udvikling. - Det er lettere at arbejde ved landbruget i dag, siger Morten Sørensen. - For ikke mange år siden foregik det jo med greb og høtyv, men i dag kan man jo sidde ned til meget af arbejdet. Så det er ikke længere så fysisk krævende. Og så er det selvfølgelig også nogle helt andre besætningsstørrelser, vi ser i dag, siger han. Mortens storbror Lars står for både markdrift og gårdens svineproduktion, der for tiden faktisk producerer dobbelt så mange svin, som der spises i hele Farsø Kommune på et år. - Vi er flere folk om det i dag, siger Lars Sørensen. - Og det er jo først i de senere år, at vi har fået medhjælp. Og det er da rart. Det betyder jo, at man kan tage væk og holde fri uden at skulle bekymre sig om, hvad der måtte ske, mens man er væk. Det giver en større frihed, mener den ældste af Ejnar Larsens to landbrugssønner. Begge generationer af landmandsfamilien Sørensen er altså enige om, at livet på landet er blevet lettere i takt med udviklingen på landbrugsområdet. Men udvikling eller ej. Et slagtesvins skæbne er stort set den samme som for 50 år siden. Det ender på middagsbordet. Moderne svinekam - Til Kimbrerskuets Forbrugeraften vil vi sætte fokus på landbrugtes kvalitetsprodukter, siger Dorit Bolvig Nielsen, der er formand for Forbrugeraftenen. - Og vi vil blandt andet servere svinekam, men på en anderledes måde. Og det er jo essensen af Gammelt Dansk til Nye Tider. Svinekam lyder jo som en traditionel spise, men det behøver det ikke at være. Svinekød betragtes jo idag som en mager spise, hvilket det bestemt ikke var i 50'erne. Og det er jo et godt eksempel på den udvikling, landbruget og dets produkter har gennemgået. Det er gammelkendte kvalitetsprodukter, der har formået at følge med udviklingen, siger formanden for Forbrugeraftenen. På Kimbrerskue 2002 vil kvaliteten fra det danske landbrug også kunne observeres i så forskellige forklædninger som øl, mode og maskineri. Og det er altsammen Gammelt Dansk til Nye Tider. Lidt ligesom Ejnar Sørensens to hektar fra 1965, der blev til 440 hektar, 16.000 grise og 170 malkekøer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...