EMNER

Et fattigt land

DANMARK:2010 var EU's officielle fattigdomsår. EU-landene forpligtede sig dengang til at reducere antallet af fattige mennesker med 20 mio. frem til 2020. Samtidig er både Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og den borgerlige tænketank Cepos enige om, at uligheden i det danske samfund er vokset igennem de sidste 10 år uanset konjunkturerne. Gruppen af de rigeste og de fattigste er støt voksende, mens middelklassen skrumper ind. En række humanitære organisationer beretter da også om, hvordan de modtager flere og flere henvendelser fra borgere, der har behov for hjælp. Under den borgerlige regering har der hersket et ensidigt fokus på, at fattigdomsproblematikken ene og alene løses gennem en aktiv beskæftigelsespolitik. For at øge motivationen hos de ramte borgere, har man samtidig gjort livet så surt som muligt for dem, der er afhængige af en eller anden form for overførselsindkomst. Forkortelsen af dagpengeperioden, faldet i børnefamilieydelsen og 450 - snart 250 timers reglen - taler deres eget klare sprog. Dette vidner med al ønskelig tydelighed om, at det herskende, politiske flertal anser fattigdom for at være en endimensionel størrelse, som det påhviler den enkelte at gøre noget ved. Umiddelbart lyder det da heller ikke andet end ret og rimeligt, var det ikke for den kendsgerning, at tallene netop viser, at antallet af mennesker, der fastholdes i fattigdom i mere end tre år er i stigning. I forbindelse med fattigdomsåret var der snak om, at man ville få et mere retvisende billede af problematikken ved at måle på flere faktorer. Man kunne f.eks. forestille sig, at skolegang og uddannelsesniveau, helbredstilstand samt boligsituationen ville være interessante at sammenligne med indkomsten i husstanden. Målet skulle selvfølgelig være, at man derved kunne blive i stand til at erlægge en meget mere ambitiøs og målrettet social indsats, end det i dag gør sig gældende. En investering der helt sikkert ville tjene sig selv hjem mange gange på den lange bane. Desværre er det blevet ved snakken. I Vesthimmerlands Kommune har det ikke været muligt at skaffe et overblik over, hvordan det ser ud hos os. Dette skyldes til dels, at der mangler en officiel fattigdomsgrænse, så ingen helt er enige om definitionerne. Dels nogle EDB-programmer, der tilsyneladende kun er til begrænset gavn og dels, at der heller ikke fra politisk side har været vilje til at se på problematikken. For set nu, at en tilbundsgående analyse viste, at politikken på området havde fejlet. Ikke den bedste reklame i disse valgkampstider, må man formode. Tilbage bliver nu, at vi ikke har overblik over situationen, og i øvrigt heller ikke ved, hvad der virker. Og så desværre den sørgelige kendsgerning, at så længe vi blot læner os tilbage med hænderne i skødet, vil der hver eneste dag være børn og voksne, der stigmatiseres i kraft af deres livssituation. Det kan vi ikke være bekendt.