Et festligt farvel til Østervrå Baptistkirke

Baptisterne sagde tak til Gud og farvel til en bygning, som har tjent menigheden godt i mange år

Pia Haugaard og Peter Broen
Selv om det føltes lidt underligt, var alle alligevel glade, og der var fest og god musik, da der søndag var afskedscelebration i og med Østervrå Baptistkirke.
EMNER 30. december 2008 05:00

ØSTERVRÅ: Knap 90 års kirkeliv i Østervrå Baptistkirke sluttede søndag. Her var det sidste gang, baptisterne havde såkaldt celebration i kirken på Liljevej, der blev bygget i 1919. - Det er lidt mærkeligt. Men det havde været mere mærkeligt, hvis det var fordi, at der ikke var grundlag for at have kirken. Men sådan er det jo heldigvis ikke, og derfor er det ikke nogen trist dag for os, siger formanden for Tårs-Østervrå Baptistmenighed, Palle Agerdal. Og skulle der være en enkelt, som følte sig trist til mode, så var det let at komme af med dén følelse. - Lad os starte med en lovsang, og eftersom det er sidste gang, vi er her i kirken, så lad os give den fuld skrue! Velkommen! Og så bragede det ellers løs med musik og lovsang, som ingen kunne sidde stille til. Og så er det vist på tide at finde ud af, hvorfor alle i menigheden var så glade, når kirken nu skal lukke. - Vi har to kirker i menigheden: en i Tårs og en i Østervrå. Planen er at lukke dem begge, og i stedet bygge nyt lige midt imellem, siger Palle Agerdal. Baptisterne købte nemlig for tre år siden den tidligere vinduesfabrik i Sæsing, og det er planen, at den skal bygges om til et stort fritids-, kirke- og kulturcenter. Og det er noget, alle medlemmer glæder sig til. - Den store drøm er, at det bliver et samlingssted for hele Vendsyssel, hvor alle er velkomne. Der skal være aktiviteter hele ugen, og kirken skal kun være en del af det, siger menighedsrådsformanden. Også præsten håber, at byggeriet i Sæsing kan være med til at åbne døre. - Vi vil gerne være med til at skabe et rigt kulturliv for alle, og jeg tror på, at dørtærsklen kan blive mindre mellem os, når folk oplever, hvem vi er, og når de finder ud af, at forskellen på os ikke er stor, siger Steen Daugaard. Det nye center i Sæsing skal blandt andet indeholde sportshal, møde-, teater og kirkesal, café, legeområder, aktivitetsrum, stillerum, musikrum og køkken. Indtil det nye center står klar i Sæsing, vil baptisternes celebrations blive holdt i Tårs, og ikke som hidtil på skift mellem Tårs og Østervrå.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...