Et forebyggende tjek

Jodle-Birge vidste, hvad rigtige venner var. Det gør sundhedsminister Aksel Jacob Nielsen (K) sikkert også - og i hvert fald ved han nu, at de ikke findes på Christiansborg, hvis han ikke allerede vidste det i forvejen. De politiske venner i Venstre og Dansk Folkeparti luftede kanylerne i fredags: Preben Rudiengaard (V), der er formand for Folketingets sundhedsudvalg, undrede sig over ministerens manglede visioner efter et år på posten. DF-sundhedsordfører Liselott Blixt mente, at sundhedspolitikken direkte er gået i stå og blev delvis støttet af Venstres sundhedsordfører Birgitte Josefsen, mens en lægelig direktør kaldte ministeren "mere anonym, end der er behov for." Det er ikke dét, at Jakob Axel Nielsen bliver kritiseret (og i en stille stund medgiver han sikkert selv, at der er lidt om snakken, og at det skal han gøre noget ved). Det er heller ikke måden altså, han bliver kritiseret på - for det er trods alt en af de relativt sjældne gange, hvor kritikerne står frem med åbent visir. Det er - bortset fra Rigshospitalets lægelige direktør Jannik Hilsted, der jo ikke er politiker - mere dét, at det ikke er oppositionen, der fører an, men folk fra egne rækker, som ministeren med bistand fra Venstres politiske ordfører Inger Støjberg må forsvare sig imod. Og navnlig de Venstre-politikere, der har åbnet munden offentligt, for Dansk Folkeparti forsømmer generelt ingen lejlighed til at kaste sig over en konservativ. Spørg bare Lars Barfod, der i sin tid kunne takke DF for, at hans karriere som fødevareminister stoppede ret brat. Der er en vis substans i kritikken. Men netop afsenderne er symptomer på, at regeringen ikke har det politiske helbred, den har haft - og at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ikke længere har sit tidligere greb om skalpellen. Spillerummet bliver større, når regeringschefens autoritet er svækket, fordi alle tror, at de ved, at han er på vej andetsteds hen. Og derfor er mange i gang med at positionere sig til tiden efter Fogh, så han burde måske foretage et hurtigt forebyggende sundhedstjek.