Et forsøg på at forklare det uforklarlige

Mysteriet om de forsvundne strømper i tørretumbleren er blevet overgået af eksemplar nummer 656

Ak, ja - de store verdenreligioner giver måske mange relevante spørgsmål og svar på en række problemer, men et af de største gåder på kloden, er der så vidt vides endnu ikke kastet lys over - hverken i de religiøse skrifter eller for den sags skyld via et af de 117 selvhjælpsprogrammer, der kører på flimmeren. Problemformuleringen kan koges ned til den enkle: Hvordan kan det være, at man efter et vist tidsinterval har ni forskellige strømper i kurven i skabet - strømper, som mangler en makker? Man tager dem jo ikke uden videre af, hverken når man er på arbejde eller til kaffeselskab, og en privat hypotese om, at det er er en glubsk tørretumbler med en aldrig svigtende appetit på fodbeklædning i alle farver, er det ikke lykkes at verificere. Et lille problem, kan det indvendes - og det endte det da også med, at det blev sat i relief, da jeg faldt over den tyndeste bog på min reol i privaten: "Den aften da Børglum Kloster ikke var der" af Knud Sørensen; en tryksag på under en snes sider, der er signeret af forfatteren - og nummer 656 af i alt 700 udsendte eksemplarer, der er sendt på gaden i forbindelse med Knud Sørensen 75 års fødselsdag 10. marts 1993. Udgivet af af Morsø Lokalhistoriske Forlag og købt hos boghandleren i Vrå. I sandhed en mærkelig bog, der får forsvundne strømper i tørretumbleren til at virke som et banalt problem i hverdagen. Søndag var det på plads I bogen skriver Knud Sørensen, i ramme alvor, at han og resten familien en fredag aften i oktober 1962 var taget afsted fra Nykøbing Mors i 2CV'en for at besøge en gren af familien i Sindal. På vej mod destinationen besluttede de sig for at køre op på bakken ved Børglum Kloster ud fra den betragtning, at der måtte være et flot udsyn derfra. "Vi kom op, og vi standsede, og vi kiggede os omkring. Først nu gik det virkelig op for os, at vi ingenting kunne se. Det vil sige, vi kunne se en masse, vi kunne se, langt ud over landskabet, vi kunne se Rubjerg Knude fyr deroppe i nord-nordvest, ikke bare glimtene og ikke bare selve det hvide fytårn, men også den sandklit, det ligger i. Vi kunne se langt ud over havet, men vi kunne ikke Børglum Kloster. Børglum Kloster var der ikke.", skriver Knud Sørensen blandt andet. Han tager læseren med i de overvejelser, som han og hustruen gør sig i bilen - ungerne sover dog det meste af tiden på bagsædet - og der bliver tegnet og fortalt for at vise, at han udelukker, at de skulle være kørt forkert. I stedet for klosteret så Knud Sørensen noget, der mindede om en landsby, men som var en stor gård med mange bygninger, og faktisk forholder det sig således, at der netop der lå en kongsgård, som oprørske bønder brændte af tilbage i år 1086, da de havde rejst sig mod Knud den Hellige Da familiebesøget i Sindal var et overstået kapitel trak 2CV'en endnu en gang familien op på bakken om søndagen, og da lå Børglum Kloster så, som det skulle. - Der er en sprække I et interview i Kristeligt Dagblad i sommers blev Knud Sørensen så spurgt, om de nærmere omstændigheder omkring historien, og sagde blandt andet: "Jeg kan godt forstå, hvis nogen tror, at historien om Børglum er én, jeg har fundet på. Jeg er ikke sikker på, at jeg ikke selv ville have reageret sådan, hvis den var blevet fortalt for mig." Senere i interviewet gør han rede for, at han efter udgivelsen har fået et bud på mystikken - nemlig, at biskoppen på Børglum, Stygge Krumpen, blev sendt i helvede på grund af sit forfærdelige levned, og som tillæg til den straf, ryger han en gang mellem til himmels for at se, hvad det er, han er gået glip af. Knud Sørensen påpeger efterfølgende, at han stadig tror på, at langt det meste kan måles og vejes, men: - Der er en sprække ... Et blik til venstre Det er naturligvis nærmest umuligt at forestille sig, at Knud Sørensens fortælling skulle holde vand - er han mon alligevel ikke kørt forkert, tænker man - men et er sikkert, når familien Nielsen fra Vrå fyrer op under Citroën'en (dog ikke en 2CV, men en Xsara) for at kører mod Løkken. De store på forsædet og de små på bagsædet - og det uanset, om man kan har en enkelt sok på eller to - kigger til venstre for at se, om klosteret ligger, hvor det skal. Og indtil videre har hver eneste mursten været placeret, som den skulle, så der skulle altså ikke være noget metafysisk at komme efter. I hvert fald ikke i skrivende stund ...