EMNER

Et forudsigeligt opgør

Lykketofts ledelse bygger på sandbund

Karen Jespersens vrede farvel som ledende socialordfører bekræfter indtrykket af fløjkrig i Socialdemokratiet. Ekkoet af Mogens Lykketofts messende insisteren på holdarbejde i sin tiltrædelsestale som ny formand på den ekstraordinære kongres for fire uger siden klinger mere og mere hult. Der var selve balladen på kongressen og mistanken om aftalt spil. Der var kampvalget om gruppeformandsposten i partiet, som bekræftede tilstedeværelsen af et stort mindretal, der følte sig kørt over af den nye alliance Lykketoft-Auken. Og nu er der altså Karen Jespersens protestafgang som ordfører. Poul Nyrup Rasmussen ramte uforvarende præcist, da han som en af sine sidste gerninger som formand indførte partibetegnelsen socialdemokraterne frem for Socialdemokratiet. Sprogtonen skulle være moderne, nu ender betegnelsen nærmest i det parodiske. Flertalsfomen er i hvert fald dækkende for det, der på Christiansborg fungerer som alt andet end et sammensvejset parti og mere som, at enhver er sig selv nærmest. Ikke af ny dato Ganske vist er konflikten mellem Karen Jespersen og Mogens Lykketoft ikke af ny dato. På den led er den nye socialdemokratiske krise et forudsigeligt opgør. Det var Lykketoft, som mastermindede den regeringsrokade i 1994, der betød en fyreseddel til Karen Jespersen som daværende socialminister. Det kom et chok for hende selv. Hun var måske endda blandt de mest folkekære af ministrene dengang. Men for Lykketoft talte det mere at styrke samarbejdet med CD før et kommende folketingsvalg, og han fik overtalt daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen til at ofre Karen Jespersen, så en CD'er kunne få hendes post. Et halvt år senere - efter valget - blev hun båret i triumf tilbage i sit elskede ministerium, men siden da førte perioden som først social- og siden indenrigsminister til utallige konfrontationer mellem hende og Lykketoft. Især om flygtningepolitikken. Lykketofts støtter og Auken-fløjen betragter Karen Jespersens strammerkurs, ikke mindst i valgkampen, som en del af forklaringen på partiets katastrofevalg. Så Karen Jespersen var trods sin indiskutable folkelige popularitet allerede isoleret i forhold til de herskende fløje i folketingsgruppen. Hun har selv været smerteligt bevidst om, at en Lykketoft som formand næppe ville give hende den store indflydelse, og nu er hun endt på holdet af forsmåede gruppefæller, der med hændene over kors tilsyneladende blot venter på bedre tider. Lige frem at påstå, at de længes efter et valgnederlag, vil være at gå for langt. Men de vil græde tørre tårer, hvis Mogens Lykketoft ender som en overgangsfigur. Skaden er sket I øjeblikket er bestræbelsen at kalde det hele en misforståelse og give Karen Jespersen plads i et internt udvalg om folkepensionens fremtid. Så man kan måske ikke helt udelukke, at sagen lander. Men skaden er sket. Mistilliden hos mindretallet til den nye formand er til at føle på. Lykketofts ledelse bygger på sandbund. Det er dog ikke fordi, at Karen Jespersen har ret. I moderne politik er tempo afgørende. Politiske signaler er vigtigere end detaljeret indhold. Ingen partileder kan leve med, at alt skal diskuteres i dagevis i komiteer og udvalg, før han giver sit bud. Men en sandsynlig udgang på Karen J.-affæren er, at Lykketoft bliver nødt til at gå på kompromis med sit store mindretal i folketingsgruppen og høre dem, om alle vigtige politiske signaler, inden de bliver meldt ud til offentligheden. Sker det, er kuren værre end den sygdom i partiet, som Karen Jespersens farvel er endnu et symptom på. Så ender Lykketoft ikke kun med fløjkampe, men som gumpetung aktør på den politiske scene. På længere sigt skader det ham mere end den øjeblikkelige opstandelse over Karen Jespersens oprør.

Forsiden