Aalestrup

Et fristed som samler de unge

En lyshåret pige bliver venligt omfavnet af et knus.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bordtennisbordet bliver flittig brugt i klub 18+. Her spiller 18-årige Dennis Strøm (forrest i billedet) og 17-årige Kennet Christensen. Foto: Heine Pedersen

AALESTRUP:Hun er netop trådt ind i kælderlokalerne under Rosengaarden i Aalestrup. For det er jo tirsdag, og tid til at møde vennerne i klubben. En klub, som i daglig tale har mange navne. Tirsdagsklubben. Klubben. Klub 18. Men officielt er der tale om klub 18+. En klub som er for byens unge mellem 18 og 25 år. En gang om ugen er de velholdte og flot malede lokaler ramme for et fristed til de unge. Et sted, hvor der er plads til en snak, et spil pool og ikke mindst plads til samvær med vennerne. Her kan vi alle være - Før sad vi hjemme hos mig, men der er jo ikke plads til alle byens unge, siger medlem af klubrådet, 22-årige Anita Jensen, som sammen med nogle af byens andre unge har været med til at starte klubben. Klubrådet består af fem unge over 18, og de er valgt til at repræsentere klubbens medlemmer. Samtidig er det klubrådet, som står for klubbens biks, hvor man kan købe toast, slik og sodavand. Mette Poulsen har også været med fra starten, og fortæller hvordan det hele startede: - Mange af byens unge har gået i ungdomsklubben. Men når vi fylder 18, er vi ikke længere velkommen i ungdomsklubben. Mange var trætte af, at vi ikke kunne komme mandag, onsdag og torsdag, når der er ungdomsklub. Derfor lavede vi en klub for unge over 18 år, forklarer 20-årige Mette Poulsen. Efterfølgende har de dog givet plads til unge under 18 år om tirsdagen. - Mange af os har jo venner som er under 18, og dem vil vi jo gerne være sammen med, fortæller Mette Poulsen. Det var blandt andet i samarbejde med inspektør for Vesthimmerlands Ungdomsskole, Michael Borg, at de fik klub 18+ stablet på benene. Ved et møde, hvor størstedelen af Aalestrups ungdom var samlet, blev de unges behov fastlagt. De unge bestemmer - Vi har fra starten selv været med til at bestemme, hvad vi gerne ville have. Og det var et sted at kunne samles en gang om ugen, selvom vi var over 18, siger Anita Jensen. De unge har selv lavet retningslinier for, hvordan man skal færdes i klubben. - Blandt andet er al alkohol udelukket. Man må kun ryge udenfor, man må ikke have kasket, hue eller hat på indenfor. Og så skal man tale pænt, remser Mette Poulsen op som nogle af de mest banale regler i klub 18+. Overraskende popularitet For at holde styr på, hvem der benytter sig af klubben, skal man være medlem. Klub 18+ har efter fire måneder fået 40 medlemmer. - Det er mange flere, end vi havde regnet med, og det er bare skønt. Her er plads til mange flere, smiler de to piger, Anita Jensen og Mette Poulsen. Mens pigerne har fortalt om klubbens historie, der startede 5. august i år, har 19-årige Dennis Bertelsen lavet en toast til Mette, som han kommer ned til bordet med. Han har brugt ungdomsklubben i mange år, og er fortsat i klub 18+. Han er netop kommet ind i klubrådet, og ser hver uge frem til, at det bliver tirsdag. - Det er for kedeligt at sidde alene derhjemme. I klubben kan jeg benytte Internettet, få ordnet nogle praktiske ting og tjekket min mail. Samtidig er det dejligt at få en snak og bare være sammen med mine venner, siger Dennis Bertelsen. Altid voksne tilstede Selvom de unge i vid udstrækning selv styrer klub 18+, er der altid en voksen tilstede. De unge er ikke bange for at indrømme, at de ikke havde kunnet undvære en voksen i klubben. - Det er rigtig rart at en voksen er her, hvis der skulle ske et eller andet. Vi bruger dem ikke kun som en slags sikkerhed, men nyder at snakke med dem, fortæller Mette Poulsen. Efter tre timer med snak, bordtennis, computer, film og hyggeligt samvær slutter denne uges klubaften. - Vi ses om en uge, lyder det fra den lyshårede pige, der netop har fået sit ugentlige pusterum udfyldt.