Et full pull gjorde Niels finaleklar

EMNER 20. april 2003 08:00

HJALLERUP: Endnu en traktor holder parat ved startlinien. Den er blå. Halvvejs oppe ad den 100 meter lange bane står en skikkelse med et rødt flag hævet over hovedet. Fra den anden hånd hænger et tilsvarende flag, som er grønt. I den blå traktors styrehus sidder 21-årige Niels Nielsen fra Nibe. Han venter spændt og sammenbidt bag rattet, mens han stirrer målbevidst fremad banen mod manden med flagene. En enkelt dråbe af sved forlader hans pande, og lander på traktorens rat foran ham. Han rører sig ikke. Selv om det er overflødigt, giver flagmanden signal til Niels Nielsen om, at han skal gøre sig klar. Med et ryk sænkes det røde flag, og i stedet afløses det af det grønne. Niels Nielsen bruger speederen til at massere motoren, så den kommer højt op i omdrejninger. Ellers kan den ikke yde en toppræstation. Gradvist slipper han koblingen, og det får traktoren til med let hævede forhjul at skyde frem over den mørke lerbane. Traktoren holder en god fart på de første meter, og i løbet af kort tid er halvdelen af banen tilbagelagt. Det er dog tydeligt, at for hver meter bliver det stadigt hårdere for traktoren. Motoren hviner, mens den yder det maksimale, og op af udstødningen vælter det med sort og ildelugtende os, som om at den var blevet spist af med sort gummi. På trods af vanskelighederne fortsætter den dog fremfærden, og efter yderligere nogle sekunder når den de 100 meter og dermed målet for anstrengelserne. Et "full pul" er præsteret, og Niels Nielsen er klar til finalen. Efter traktortrækket er Niels Nielsen godt tilfreds med præstationen i den blå Ford, og han fortæller, at han virkelig nyder at deltage i det nordjyske mesterskab. - Det er utroligt spændende, og så interesserer traktorerne mig, da jeg er udlært mekaniker, siger han og tilføjer, at sammenholdet mellem de deltagende også er et vigtigt element. - Og så får man jo et skud adrenalin. Det er jo nok det samme, som det fodboldspillere oplever. En stor del af vinteren er for Niels Nielsen og broderen Ib gået med at fintune traktoren, så den er klar til at yde det optimale lørdag. Foreløbig ser det ud til, at arbejdet har kunnet betale sig. I øvrigt er hele langfredag også brugt på at gøre traktoren klar. - Vi skulle jo have sat tvillingehjul på for at få et bedre greb i underlaget, fortæller den unge traktorfører. Niels Nielsen har dog også måttet hænge lodder på, så traktoren kom til at veje de 7500 kilo, som er nødvendigt i hans klasse. Uden lodder vejer den omkring 6000 kilo. Dette gøres også for at få bedre kontakt med den jord, der ligger på banen. Med et "full pull" i det indledende heat var Niels altså klar til finalen, og hvordan det her gik ham, var endnu ikke klart ved redaktionens deadline.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...