Et gammelt minde

Tyskerne tog det meste

Tyskerne tog godt for sig af beholdningen i Cognac-huset Lhéraud under 2. verdenskrig. De kom ofte i kældrene, og det led lageret stærkt under. Desværre ødelagde de også en del af Lhérauds dokumenter, hvorved optegnelserne over produktionen gik tabt. Derfor kan man ikke med sikkerhed sige, hvornår lot nr. 2942 blev destilleret. Man ved bare, at det var en gang i 30'erne. Det kunne ellers have været sjovt at vide, for den smager fremragende. Heldigvis kan man lidt af dens historie. Det er således sikkert, at den blev destilleret under opsyn af Suzanne Lhéraud, der er bedstemor til den nuværende ejer. Man ved, at hun destillerede sidste gang i 1936, så den er altså mindst 67 år gammel. Da krigen var overstået, var der kun 500 liter tilbage, og de blev liggende på fad indtil 1963. 13. juni 1963 blev Lhéraud gift, og som gave fik han af sin bedstemor de 580 flasker, som var tilbage. Lhéraud har markeret sin bedstemors 110 års fødselsdag ved at sælge flaskerne. De har alle ligget urørt i kældrene siden 1963. Eneste ændring siden da er en ompropning, som sikrer, at flaskerne er forsvarligt lukkede, og der er påsat etiket med navnet Héritage Suzanne Lhéraud. Flaskerne er ikke vasket, så de sælges med 40 år gammelt snavs. En tredjedel af flaskerne er kommet til Danmark (AMKA Vinimport, Randers, tlf. 86419600, ca. 1800 kr.). Det er fremragende vin, fint ældet, fuldstændig ren og med en flot gylden farve efter de mange år på træ. Det er en stor oplevelse at prøve den slags. Prisen er slet ikke for høj, selv om det er mange penge for en flaske.