EMNER

Et godt år for mærkedyrene

Hvad der er sparet er tjent. Sådan da. Eller hvad?

København: - Udsalget lige nu er slaraffenland for mærkedyr. Sådan siger en af Københavns mest erfarne stylister, Christina Vedel. Der er blevet kørt færre beløb igennem på dankortet i år, på grund den generelle nedgang i dansk økonomi. Derfor bugner butikkerne med gode tilbud, fortæller hun. - Udsalget plejer at være bedst for folk med marginalstørrelser som 34 og 42. Men i år hænger det der stadig i alle størrelser. Samtidig er rigtig gode mærker ikke bare sat 30, men ofte 60 til 70 procent ned. De er simpelthen brændt inde med deres kollektioner, fordi folk har brugt deres penge til dyrere mad, benzin og renter. Det erfarede NORDJYSKES udsendte (STR. 38) da også på sin vej rundt i de smarte sidegader. Selvom samtlige butiksmedarbejdere bedyrede, at de havde solgt "rigtig godt" i år, var der virkelig meget, der kunne tilfredsstille et mærkedyr. Christina Vedel råder folk til netop nu at købe de mærker, de ellers ikke har råd til. Det tog NORDJYSKEs udsendte medarbejder måske en anelse for bogstaveligt efter en time hos designerduoen Munthe + Simonsen"s hovedkvarter i Grønnegade. Blind på før og nu Men det er svært ikke at stirre sig blind på Før og Nu pris. Når et par bukser til 1499 kr. pludselig koster 540 kr., føles det som ren foræring. Således gik det til, at to skjorter, en top, en bolero (form for cardigan), et bælte samt føromtalte bukser fandt vejen ned i indkøbsposen. Jeg havde ellers inden shoppeturen besluttet mig for kun at købe overdele, da jeg allerede har købt tre par bukser på udsalg i år. Men hold op, hvor sad de bare godt. Jeg tog dem kun på, fordi jeg ville se, hvordan de forskellige skjorter og bluser tog sig ud til bukser, eftersom jeg bar kjole den dag. Febervildelse Men min indre udsalgsdialog tog over i prøverummet. Faktisk havde jeg besluttet mig for at bruge maks 2000 kroner. Hvordan det alligevel gik til, at jeg stak chippen i og trykkede 'o.k.' til 2877 kr., er svært at svare på. Jeg kan blot sige, at jeg gik derfra med en følelse af at have sparet flere tusinde kroner, fordi det hele var sat ned til 60 procent. Spørgsmålet er bare, om jeg nogensinde - ved mine fulde fem - ville have brugt over 6.000 kroner på én gang i samme butik. Måske hvis jeg havde vundet i Lotto... Udsalgsfeberen nåede sit højdepunkt, da jeg på vej tilbage på kontoret cyklede forbi Brint Sko på hjørnet af Nørregade og Skindergade og pludselig kom i tanker, at jeg - som de fleste andre kvinder - mangler sko. Især til alle de nye fund. Et par brune pumps til 299 kr. nedsat fra 999 kr. røg herefter ned i posen. Heldigvis satte deadline for denne artikel en stopper for yderlige febervildelses-agtige handlinger. Den dag.