Lokalpolitik

Et godt liv fyldt med omvæltninger

Bonden, der blev Sæbys borgmester i 16 år og bybo, har skiftet traktoren ud med plæneklipperen

SÆBY:Der står stadig gårdejer i telefonbogen. Efter mange omvæltninger i, hvad han selv betegner som et godt liv, betragter Frede FredborgNielsen sig først og fremmest som bonde. Og det selv om han efterhånden har været bybo i ikke så få år - og har måttet udskifte traktorerne og de store landbrugsmaskiner med en ”håndskubber” for at klare græsplænen. Det store dyrehold på Galtrup er erstattet af et par trofaste han-vildkatte. - Jeg har det bestemt fint med at bo i byen, men jeg kan jo også at smutte en tur til mit barndomshjem Galtrup ved Thorshøj hver dag, selv om gården nu er min søn Finns. Nu kommer jeg der mest for at snakke og høre, hvordan det står det til. For efterhånden er der ikke så meget brug for mig. Finns 11-årige søn overtageet flere og flere af de opgaver, jeg stadig havde efter at være flyttet fra gården. Sidste år fik da love at køre ind til høst. Heldigvis ser det ud til, at Galtrup bliver på familiens hænder - som den har været det, siden min far købte den i 1916. Sådan fortæller Frede Fredborg Nielsen, da NORDJYSKE kigger indenfor i villaen på adressen Rosenvej 46 iSæby forud for 80 års fødselsdagen på tirsdag, den 13. juli, at give læserne et indblik i fødselarens spændende og omskiftelige liv. - Det er egentlig mærkeligt som, det er gået, siger han. Jeg troede lige fra barn, at jeg skulle tilbringe hele mit liv på Galtrup. Skæbnen på godt og ondt har vendt op og ned på det. - Mit engagement i det offentlige liv, som jeg ikke selv havde planlagt, har bragt mig i forbindelse med mennesker og kredse, jeg ikke havde ventet - høj som lav. Det har været både spændende og indholdsrigt. Omvæltninger Skæbnen har ikke altid været god ved fødselaren. Som 43-årig mistede han i 1967 sin 38-årige hustru Aase og stod ene med tre børn påen gård på 112 hektar. Da var livet ikke det bedste, han vidste. Folk på egnen opfordrede ham til at søge opstilling til det første byrådsvalg i den nye storkommune i 1970. Og valgt blev han. Det betød endnu en omvæltning. En endnu større fulgte, da Venstre-bonden blev borgmester. - Det var helt fremmed for mig, men det gik da - ikke mindst takket være gode byrådskolleger og dygtige ansatte. Dem skylder jeg uendelig meget. En ny omvæltning fulgte i 1983 - brylluppet med vognmand Aage Poulsen, der havde mistet sin mand ved en tragisk ulykke. Sønnen Finn overtog halvdelen af gården, mens Frede Fredborg i 1984 flyttede ind i hustruens villa i Dybvad. I 2000 overtog sønnen Galtrup helt. Blid overgang I 1991 var eks-borgmesteren og vognmandshustruen flyttet til Sæby. - Men jeg fik heldigvis en blid overgang og havde stor glæde af de otte år i Nordjyllands Amtsråd frem til 1998 efter at være stoppet med kommunalpolitik i 1990, fortsætter fødselaren. Dejligt var det også, at jeg efter de to perioder i amtsrådet fik lov at fuldende arbejdet i Taksationskommissionen for de nordjyske motorveje. Det var virkelig spændende. Vil ikke blande sig - Nu er der blevet mere stille, men haven skal jo passes. Den store havemand bliver jeg aldrig, men det går da bedre. Klippe græsplænen kan jeg da i hvert fald. Frede Fredborg har ikke noget ønske om at blande sig i den aktuelle politik i Sæby Kommune, men lægger dog ikke skjul på, at det glæder ham meget, at kommunen er inde i en god økonomiske gænge: - Så et det altså ulig lettere at have med at gøre. Heller ikke den fremtidige kommunestruktur har han mange kommentarer til: -Jeg vil helst, at det ikke ender med sammenlægning. . Jeg mener, at kommunen stadig vil kunne klare sig fint og være en god kommune, hvis der indgås forpligtende samarbejdsaftaler om nogle af de nye større opgaver til kommunerne. 80 års-dagen er allerede fejret under et weekend-ophold sammen med den store familie. I morgen tager Frede Fredborg sammen med hustruen og et par gode venner på herregårdshotel-ophold på Fyn for at fejre fødselsdagen stille og roligt der. - Så jeg er altså ikke hjemme på tirsdag, lyder slutbemærkningen.