Et godt råd til iværksættere - få jer noget rådgivning

Der er rigtigt mange spørgsmål at overveje, inden man kaster sig ud som selvstændig

Aalborg 27. september 2002 08:00

AALBORG: Hvert år oprettes der rundt regnet 18.000 nye firmaer rundt om i landet. To tredjedele af dem overlever. Hvis de vel at mærke har fået rådgivning. Ellers er det kun halvdelen. Derfor har flere hundrede nuværende eller vordende iværksættere også taget imod en invitation om at deltage i årets Iværksætter Tour, som Nordea, Arbejdsløshedskassen for Selvstændige samt dagbladet Børsen står bag. Godt 30 af dem var med, da tour'en i går nåede til Aalborg Parken på Aalborg Stadion, og her fik de en masse inspiration til alle de overvejelser, man bør gøre sig inden og under opstart af en virksomhed: - Hvad siger ægtefællen? Hvem skal hente børnene i daginstitutionen? Hvordan er økonomien i familien, når den ene dropper det faste job? Hvad er idéen bag virksomheden? Hvad er målet? Skal man være alene om firmaet eller gå sammen med andre? Det er bare nogle af de spørgsmål, man bør stille sig selv, fortalte kommunikationschef Ulrik Grimstrup fra ASE. Han rådede iværksætterne til blandt andet at vurdere deres branchekendskab og risikovillighed og pegede i øvrigt på internetsiden www.startguiden.dk som et meget nyttigt værktøj for iværksættere. Tal med banken Salgs- og udviklingsrådgiver Lasse Teglgaard fra Nordea rådede også til, at man tænker sig rigtig godt om på forhånd og desuden taler med banken så tidligt som muligt: - Helst før man går i gang, og det gælder også, selv om man har penge på bankbogen, for det er en vidtrækkende beslutning at tage at starte et firma op. Mange nye firmaer bygger på en konkret idé, men på et tidspunkt må man jo videre. Så skal der udvikling til eller en ny idé, og så er spørgsmålet, om man her energi til det, påpegede Lasse Teglgaard. Han nævnte også det nyttige i at overveje, hvem der egentlig skal sælge det produkt, man vil lave: - Det er jo ikke sikkert, at iværksætteren også er sælger med de krav, som det nu stiller. Men hvis man ikke selv skal stå for salget, hvem skal så? Ligeledes er der en administrativ side at overveje. Lasse Teglgaard pegede på, at det er uhyre klogt at skabe sig et netværk, både privat og fagligt. Privat er der måske familie eller venner, der kan hente børnene, når forældrene er optaget af deres virksomhed: - Men man må aldrig misbruge sådan et netværk, og det gælder også det faglige, understregede Lasse Teglgaard. Nyttige netværk Netværks nyttighed kunne direktør Kirsten Lyhne, indehaver af konsulentfirmaet ebc network i Aalborg, fortælle om. Hun var med som det konkrete eksempel på opstart af en virksomhed og oplyste, at det to år gamle firma netop, som navnet også antyder, arbejder i netværk: - Vi er involveret i projekter til adskillige millioner kroner, og det er kun muligt, fordi vi arbejder sammen med andre i konsortier omkring de forskellige opgaver. Kirsten Lyhne opstillede en række definitioner på netværk, der kan beskrives som en vidtforgrenet gruppe, der arbejder sammen og hjælper hinanden: - Der er meget stor forskel på samarbejdspartnere og underleverandører. De sidstnævnte kan man skifte ud, men det gør man ikke med partnere. Den slags samarbejde bygger på gensidige forpligtelser, kommunikation og loyalitet, og de afhænger af partnernes evne og villighed til at give for at kunne modtage. Man må kunne stole på hinanden, og det kan godt være vanskeligt. Men hvis man bare er ude på at udnytte sine partnere, bliver det aldrig noget godt netværk, fastslog Kirsten Lyhne. Hun nævnte også løse netværk som erhvervsforeninger, Junior Chamber og mange andre som uhyre nyttige, fordi det er steder, hvor man kan skabe kontakter. It er vigtigt Kirsten Lyhnes firma hjælper blandt andet virksomheder med strategien omkring indførelse og brug af internet og e-business, og it-direktør Niels Barfod fra dagbladet Børsen kunne oplyse, at det netop er et område, der er særdeles vigtigt for virksomheder i dag: - I rigtigt mange tilfælde er det sådan, at er dit firma ikke på nettet, eksisterer det ikke. Alligevel skal man selvfølgelig vurdere, om det er nødvendigt med en hjemmeside, men det er det oftest, og jeg må fraråde at lade naboens søn strikke den sammen for en kasse bajere. - Det kan se godt nok ud, men det holder ikke i længden. Det er bedre med en professionelt skabt side, og den fås fra 10.000 kr. og opefter, nævnte Niels Barfod, der har konstateret, at især mindre firmaers it-kapacitet ofte er underdimensioneret: - Vigtigheden af, at tingene fungerer, stiger hele tiden, så det er også nødvendigt med gode rutiner, sikkerhedsbackup, vedligeholdelse og virusbeskyttelse. - Men det er ikke bare udgifter og besvær det hele. Eksempelvis kan man også selv bruge nettet til at søge informationer og få oplysninger om konkurrenter, nævnte Niels Barfod.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...