Lokalpolitik

Et godt sted at bo, leve og arbejde

I de første linjer i et indlæg i Nordjyske den 6. december 2008 efterlyser Erling Jacobsen, en konstruktiv debat, og et svar til Ole Stavad om Jammerbugt Kommunes økonomi fra Borgmester Mogens Gade.

Ib Nellemann

Ib Nellemann

I de første linjer i et indlæg i Nordjyske den 6. december 2008 efterlyser Socialdemokraternes formand i Brovst, Erling Jacobsen, en konstruktiv debat, og et svar til Ole Stavad om Jammerbugt Kommunes økonomi fra Borgmester Mogens Gade. Til det er der jo blot at konstatere, at Mogens Gade ved flere lejligheder har udtalt sig om Jammerbugt Kommunes økonomi. Både i medierne og det åbne kommunalbestyrelsesmøde i november. Efter de første fire linjer forsvinder den annoncerede konstruktive debatform imidlertid. Resten af Erling Jacobsens indlæg handler kun om, at så tvivl om Mogens Gades personlige egenskaber på en meget lidt tiltalende måde. Utiltalende bliver det for alvor når Mogens Gade beskrives som to personligheder. Der er tilsyneladende ingen grænser for de midler der skal anvendes. Stop dog med at kaste med mudder og spil bolden. Jeg har lyst til her knap to år efter søsætningen af Jammerbugt Kommune, som en der følger kommunalbestyrelsens arbejde tæt, at konstatere at medarbejdere og kommunalbestyrelse, på tværs af politiske ideologier, har sikret Jammerbugt Kommune en god start under hårde betingelser. På trods af hårde odds bliver der også plads til at støtte op om fyrtårnsprojekter. Han Herred Havbåde er et godt eksempel på, at et konstruktivt samarbejde mellem borger og kommune skaber resultater. Ligeledes er visionsplanen for Blokhus – Hune et spændende projekt der er med til at skabe udvikling i Jammerbugt Kommune. Desuden er politikerne meget bevidste om, at god læring og skolernes fysiske rammer følges ad. Det er tydeliggjort i budget 2009 hvor der er afsat 49 millioner kroner til anlæg, der blandt andet skal bruges på en optimering af skolernes fysiske rammer. Det, og selvfølgelig mange andre politiske tiltag, er med til at gøre Jammerbugt Kommune til en god kommune at bo, leve og arbejde i. Fortsæt det gode arbejde. Af Ib Nellemann, Formand for Venstre i Jammerbugt Kommune, Nørre Hovensvej 29, Aabybro