Et godt sted at komme til skade

Vesthimmerlandske pædagoger bedst til førstehjælp

Tenna Petersen
Børnehaveleder Theresa Berg Andersen føler sig tryggere nu, hvor der er kommet fokus på førstehjælp i børnehaven. Foto: Henrik Bo
Ulykker 28. september 2011 06:00

Forældre i Vesthimmerlands kommune kan trygt sende deres børn i børnehave. For langt de fleste ansatte i kommunens børnehaver har modtaget undervisning i førstehjælp. Hele 94,6 procent af de ansatte i Vesthimmerlands børnehaver er uddannet i førstehjælp. Det viser en rundspørge blandt kommunens børnehaver foretaget af Nordjyske Medier. Og det tal er der grund til at være stolt af, for en landsdækkende undersøgelse viser til sammenligning, at andel kun ligger på 70 procent blandt alle ansatte i daginstitutioner landet over. Uddannelse giver tryghed I Kridthuset i Løgstør satte en meget voldsom ulykke for knap to år siden, hvor et barn fik kraniebrud, fokus på førstehjælp blandt de ansatte. Nu føler leder Theresa Berg Andersen en tryghed i, at de ansatte ved, hvad der skal gøres, i fald der sker noget lignende: - Da den forfærdelige ulykke skete, handlede vi meget i affekt. Efter vi har været på kursus, ved vi lige præcis, hvad der skal gøres. Det giver mig en tryghed at vide, at der er en handleplan, siger Theresa Berg Andersen. Hun valgte at sende de ansatte i Kridthuset på et samlet kursus hos Dansk Røde Kors: - Der er fordele ved at være på samme kursus. For det første kan vi hjælpe hinanden med at huske på de mange oplysninger. Dernæst er det også en stor fordel, at vi har de samme handleplaner, hvilket gør det nemmere at samarbejde, hvis ulykken skulle være ud, siger Theresa Berg Andersen. Stolt chef Mange af børnehaverne har sat uddannelsen i førstehjælp i system, så der som minimum hver andet år er et kursus for børnehavernes ansatte. Vesthimmerlands kommune står for en række af disse kurser, mens nogle børnehaver selv finansierer sine kurser. Ressourcerne finder kommunen og børnehaverne via lokale uddannelsesmidler. - Vi prioriterer førstehjælp, fordi børnehaverne selv har ytret et meget stort ønske at være uddannet i førstehjælp, forklarer Liselotte Birkholm, der er afdelingschef på Børne- og Skoleforvaltningen i Vesthimmerlands kommune. Hun er stolt af, at andelen af førstehjælpsuddannede pædagoger i Vesthimmerland er så høj sammenlignet med andelen i resten af landet. - Der har gennem lang tid været en kultur for, at man var opdateret i førstehjælp, hvilket måske også forklarer, at det ser så godt ud i Vesthimmerland, siger Liselotte Birkholm, der netop har lagt en plan for, hvordan undervisningen kan komme ind i et kontinuerligt system.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...