Et godt sted at være

Sognepræst Ole Skov Thomsen går på pension

Ole Torp
Maleriet har Ole Skov Thomsen dyrket lidt ved siden af præstegerningen, og nu får han bedre tid til hobbyen. Foto: Ole Torp
Brønderslev 26. august 2017 10:25

HELLEVAD-ØRUM: - Pastoratet med de to sogne, Hellevad og Ørum, er jo ikke en vækkelsesegn, men der er en følelse af, at kirken selvfølgelig er der. En lille trofast skare har været kernen i kirkelivet, og en bredere gruppe omkring højtider og forskellige arrangementer.

- Der kommer hele tiden nye ansigter til. Jeg har på kirkens vegne mødt stor velvillighed fra institutioner - som f.eks. plejecentret Hellevadlund - og foreninger m.h.t. samarbejde i forskellige sammenhænge.

- Alt i alt vil jeg sige, at det har været et godt sted at være præst.

Sådan karakteriserer sognepræst Ole Skov Thomsen det pastorat, hvor han har bestridt embedet i 20 år. I 1997 afløste han Jørgen Børglum Larsen, og nu går han med udgangen af august på pension.

Ole Skov Thomsen er født på Læsø, hvor hans forældre var bestyrere på Sømandshjemmet i Vesterø. Han har dog ikke nogen erindringer om Læsø, da familien flyttede derfra, da han var halvanden år.

Derefter boede de forskellige steder - størsteparten af tiden i Lemvig. Han kom på Vestjysk Gymnasium i Tarm som kostskoleelev, og efter studentereksamen var det hans planer at søge ind på et seminarium og blive lærer.

Men på et højskoleophold i 1977 mødte han Inge, og hun overtalte ham til at læse teologi, og sammen startede de på teologistudiet i Aarhus - det sidste halve år på pastoralseminariet. Hans første embede som præst var ved Margrethe Kirken i Skalborg i den sydlige ende af Aalborg.

- Det var en udpræget bykirke, så jeg var indstillet på, at det næste skulle være et embede på landet, og det blev så i Hellevad og Ørum sogne.

- Når man har været et bestemt sted i 20 år, så har man ved siden af præstegerningen også beskæftiget sig med andre gøremål, og jeg har altid interesseret mig for kunst. For mig at se er der en sammenhæng mellem kunst og evangeliet. I begge dele gemmer der sig noget usynligt, noget usagt. Jeg ser mig selv som forløseren af det usagte i såvel skriftens ord som i kunsten. I et dybt materialistisk samfund som vores overser de fleste det usagte, derfor er der brug for kunst og evangelium. Jeg regner med at gøre mere ved det kunstneriske i min pensionstilværelse.

Inge og Ole Skov Thomsen flytter til Nørresundby.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...