Frederikshavn

Et hårdt skub frem mod Bill Clinton

Annette Møller fik en kort samtale med ex-præsidenten

An­net­te Møl­ler fik fre­dag af­ten veks­let et par ord med Bill Clin­ton. foto: carl th. poul­sen

An­net­te Møl­ler fik fre­dag af­ten veks­let et par ord med Bill Clin­ton. foto: carl th. poul­sen

FREDERIKSHAVN:I NORDJYSKES Clintonsektion kunne læserne stifte bekendtskab med Annette Møller fra Frederikshavn. Hun var den første, der havde købt billet til det store arrangement, og med egne ord beretter Annette Møller her om en fantastisk aften, hvor hun et kort øjeblik talte med Bill Clinton: Jeg er nu kommet hjem og kan ikke rigtig finde mig selv. Det er lidt svært. Der er sket så meget i dag. Det var en lang dag, der startede kl. 5.30 hos Guldbageren i Vestergade. Efter endt arbejdstid fulgte nogle hektiske timer med pressen. Det var rigtig sjovt, men også enormt anstrengende. Da jeg kom ind i foyeren, var jeg endelig rolig og kunne slappe af. Jeg gik lidt rundt og glædede mig over at støde på nogle af dem, jeg havde stået i kø med, da billetsalget gik i gang. ”Kø-kliken” er os, der var der så tidligt, at vi deler oplevelsen af en augustmorgen i ”valutaslangen”. Dørene åbnes Kl 16.45 blev dørene åbnet til buffethallen, hvor der blev serveret rigtig lækker mad og betjeningen stod klar til at til at hente nye forsyninger af drikkevarer, så snart man havde tømt sit glas. Det var flot. Jeg havde godt nok ikke særlig meget appetit, men dét, jeg fik, var virkelig godt. Kl. 18.30 gik dørene op til arenaen og borgmesteren bød velkommen og sagde, han var stolt over at være borgmester i en by, der kunne være vært for sådan et arrangement. Det var så ægte, så beskedent, og jeg sad også med en stærk følelse af stolthed over at bo i en by, der kan præstere dette. Hans Blix Derefter kom Jens Gaardbo på og introducerede Hans Blix. Der er ingen hemmelighed, at jeg jo var der primært pga. Clinton, men Hans Blix holdt en meget spændende og underholdende tale. Da Blix var færdig, fortalte Jens Gaardbo, at Clinton nu var ankommet til Frederikshavn. Først dér begyndte jeg rigtig at føle, det var virkeligt. I pausen efter Blix’s foredrag tændte jeg mobilen, og der indløb 19 sms-beskeder fra venner og familie, der ville fortælle mig, at de har set mig i tv avisen. Det var sjovt. Jeg kan ikke erindre, hvad jeg ellers foretog mig i pausen, jeg stressede nok bare rundt fuld af forventning. I hvert fald slog jeg en time ihjel, før jeg endelig indtog min plads på række 7 klar til oplevelsen af Bill Clinton. Det var kæmpestort. Der gik et sus gennem salen og folk rejste sig og klappede, da han kom på scenen. Der er ingen tvivl om, at han har følt sig velkommen i Frederikshavn. Han indledte sin foredrag med et par humoristiske bemærkninger og gav så en inspirerende tale. Den kan folk jo læse på nordjyske.dk så jeg behøver ikke at referere. Da foredraget og spørgerunden med Jens Gaardbo var færdigt, opfangede jeg lynhurtigt, at Clinton gjorde dét, han er så kendt for, nemlig at bevæge sig ned fra scenen og uddele autografer og give håndtryk. Jeg fór ned og kom til at stå midt i en horde af mennesker. Det var frygteligt varmt. Der blev mast og puffet, og man hørte konstant secret service folkene råbe ”don’t push” ud over mængden. Jeg bandede indvendigt over, at vi danskere havde SÅ elendig en køkultur. Åh, hvor var jeg forarget! Jeg syntes jo selvfølgelig selv, at jeg i hvert fald forsøgte at bevare lidt stil og klasse. Et hårdt skub Men da jeg efter nogle lange minutter stod næsten lige overfor Clinton skete der dét, at jeg fik et hårdt skub, der gjorde, at jeg var lige ved at snuble. Bill Clinton greb min hånd og sagde ”hey, don’t get hurt there!” Jeg fremstammede ”thank you very much”, hvorefter jeg fik signeret min bog. Så til dem bag mig, der skubbede, vil jeg sandelig da gerne sige: Mange tusind tak! Og når det kommer til stykket, så var jeg i kampens hede nok ikke bedre end alle andre.