Et halvt århundredes kærlighed

- Kærlighed er også at holde af sig selv, men det fordrer, at den anden også giver én lov til at være den, man er. Sær, i situationer, utålelig, fortæller Klaus Rifbjerg, som også åbent i bogen “”Klaus og kærligheden” erkender, at det altid har undret ham,”at herlige kvinder kommer anstigende med et dryppeløg af en mand.” ARKIVFOTO FRA SOMMEREN 2006: BENT JACOBSEN
Kandestederne 3. august 2007 06:00

INTERVIEWBOG Kirsten Jacobsen: ”Klaus og kærligheden - konfrontation med Rifbjerg” # # # # # ¤ Da jeg en solrig dag sidste sommer siger farvel til Klaus Rifbjerg oppe foran hans sommerhus i Kandestederne, tager jeg sydover med en halvtom fornemmelse. Ikke fordi, det ikke har været forrygende timer i selskab med en af de på mange måder mest tiltrækkende mænd i kongeriget. Jeg føler mig til overflod fyldt med viden og synspunkter, tanker og ord, som jeg glæder mig til at flette sammen til en artikel om den store idé med livet her i avisen. Men den største historie, han giver mig den dag, har jeg lovet ham ikke at bringe videre. - Vi er ikke klar til det, forklarer han. En ting er, at det er hårdt som journalist at skulle tie, når meningen med ens job er at bringe videre. Noget andet og sværere er, at den historie, han beder mig gemme bort, er så gennemgribende god, at jeg har lyst til at skrige den ud, så alverden kan lære af den. Den handler om kærlighed. Hans og hendes. Et 52 år langt ægteskab mellem Klaus og Inge. - Hun vil ikke ynkes, fastslår han. Inge er ved at blive blind, så deres liv skal møbleres om. De skal flytte til en lejlighed i København og sælge deres smukt beliggende hus i Andalusien med den barske navn Bella Vista (”Smuk udsigt”, red.), fortæller Rifbjerg, da vi er færdige med interviewet, og vi sammen rydder kaffekopper og kagerester sammen på bakken for at tage den op til huset, hvor hun er. - Heroppe ved hun, hvor alting er. Derfor er det allerbedst at være her, fortsætter han, da vi næsten er oppe ved lågen, hvor hun står klar til at hilse. Da jeg spørger, om ikke det er hårdt for ham at sige farvel til det elskede Spanien, svarer han: - Jo og nej. For nu har Ping og jeg været sammen så mange år, og så er det kun godt, at de sidste år bliver med hinanden i hånden. Det er det, jeg gerne vil fortælle om Rifbjerg, men ikke må. Sådan et ønske skal respekteres. Heldigvis står han nu frem og fortæller om den livslange kærlighed. I en ny bog, der indledes med et citat tæt på det, han gav mig den dag, fortæller han om Ping og hvorfor og hvordan, deres liv har kunnet forme sig sammen. Journalist Kirsten Jacobsen, der før har biograferet og interviewet andre store mænd, blev ved en sammenkomst med ”fælles venner”, som hun skriver, klar over Inges sygdom og fik ham overtalt til samtalerne, hun siden har skrevet om til en række monologer. Det er flot gjort. Han har jo ord nok selv, og selv om monologerne kommer vidt omkring, er det den sidste om Inge, der står stærkest. Fordi den rækker forbi den Store Klaus, vi kender fra hans værker af alskens slags. Fordi netop den viser et mandemod til at stå ved, at ingen mand er en ø, og kærligheden er noget, man kan være så heldig at få givet - og som man derfor har pligt til at slås for. Det har i mange år mestendels været Inge, der har kæmpet, kan man læse. Hende, der har givet plads. Men også fået liv. Nu siger han ikke bare tak til hende, men prøver uden at rende ind i klicheerne at lære fra sig. Det kunne være blevet en kliché, men er det ikke. Det er svært at komme udenom dem, når jeg skriver om bogen, men mit talent er heller ikke som hans. I bogen her ser vi en ny side af ham. Vi håbede, den var der. Nu ved vi det. Charlotte Rørth charlotte.roerth@nordjyske.dk @Brød.8.note-u-indryk: { Kirsten Jacobsen: ”Klaus og kærligheden - konfrontation med Rifbjerg” 152 sider, 169 kr. Gyldendal Udkommer i dag

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...