Et hav af attraktioner

Turister skal komme til Jammerbugten på grund af den skønne natur

Blokhus Strand giver mulighed for at være et med naturen med lys, vind og det storslåede havs brusen, skriver Harald Klitgaard fra Blokhus. Foto: Jens Morten

Blokhus Strand giver mulighed for at være et med naturen med lys, vind og det storslåede havs brusen, skriver Harald Klitgaard fra Blokhus. Foto: Jens Morten

JAMMERBUGT:Jammerbugt Kommune kan sagtens klare sig i konkurrencen mod andre turistområder. Sådan lyder den klokkeklare konklusion fra det lokale borgerpanel, Røsten fra Jammerbugt. NORDJYSKE Medier har spurgt panelets 85 medlemmer, om de vil anbefale andre at holde ferie her mellem hav og fjord. Der kommer jo masser af turister, men føler lokalbefolkningen, at der mangler noget? Nej, lyder det fra borgerpanelet. Jammerbugten har nemlig allerede den største turistattraktion af dem alle: En enestående natur. Borgerpanelet nævner en række aktiviteter, hvor den fem-stjernede turistattraktion Fårup Sommerland fremhæves. Men det gennemgående er, at turisterne skal komme her for naturens skyld. Bo Byrial Nielsen, Bratbjerg, udtrykker det således: - Det er roen, lyset, den skønne natur, krydret med oplevelser for krop og sjæl. Arne Andersen, Fjerritslev, beskriver Han Herreds natur på en måde, som mange andre af borgerpanelets medlemmer - at dømme ud fra kommentarerne - gerne vil overføre til hele kommunen: Det er ét stort wellnesscenter. Ikke én eneste svarede nej til at anbefale Jammerbugten som feriested. Omvendt var der stadig kritiske kommentarer. Læs selv bemærkningerne - og meld dig til borgerpanelet, hvis din røst også skal høres.