Et heftigt og begejstret biografbesøg

Norge 1. december 2002 07:00

HJALLERUP: Fra i morgen aften og tre dage frem kan man se en film i Kino Hjallerup, der skiller sig ud fra mængden. Det drejer sig om den norske dokumentarfilm Heftig og Begejstret, der har fået anmeldere i hele Skandinavien til at spile øjnene op. Den er instrueret af Knut Erik Jensen, der tidligere har instrueret flere spillefilm blandt andet "Stella Polaris." Den er den blevet set af et rekordstort antal nordmænd, og så har den vundet flere filmpriser. Blandt andet den humanistiske filmpris UMEÅ. Filmen handler om et herrekor i den lille fiskerby Berlevåg i det nordligste Nordnorge. Mændene udgør her et fællesskab på tværs af aldersgrupper. Ældst i Berlevåg Mandskor er Oddvar på 95, men også grønskollingerne er med. Ægtemænd, enkemænd og ungkarle. Sammen synger de 30 medlemmer sig igennem tilværelsens op- og nedture og bevarer ved hjælp af musikken et sammenhold, som de færreste af dem kunne have været foruden. Igennem en masse skævt opsatte interviews får vi et kig ind i livet hos flere af korets medlemmer og derigennem et kig ind i det lille fiskersamfund, der omgiver dem. Trods de mange interviews bliver skildringen af de enkelte personer aldrig uvedkommende. Hvert interview bidrager nemlig som en brik i et puslespil til den samlede enhed som koret udgør. Filmen spiller som nævnt i Kino til og med på torsdag og dagen før, om onsdagen 4. december, har AOF og Østvendsyssel Filmklub sørget for, at biografgængerne får lidt ekstra med hjem. Denne dag vil Klokkerholmkoret nemlig underholde før filmen sættes i gang, og efter forestillingen vil biografpublikummet kunne få en snak med journalist og filmanmelder Lars Borberg fra NORDJYSKE Stiftstidende.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...