EMNER

Et hektisk døgn på hotellet i Farsø

Politi og journalister har besøgt hotellet efter en 43-årig kvinde blev fundet bevidstløs

FARSØ:Medarbejderne på Farsø Hotel er langsomt ved at komme sig, efter en 43-årig kvinde blev fundet bevidstløs på et af hotellets fem værelser. Kvinden døde nemlig senere af sine kvæstelser efter at være overført til Aalborg Sygehus. Her blev det konstateret, at kvinden var død af kraniebrud og indre kvæstelser. Den 43-årige bettina Krieger von Lowzow var flyttet fra sin samlever - en 70 årig mand fra Hvalpsund - for 14 dage siden. Angiveligt efter flere sammenstød i parforholdet. Den 70-årige mand er nu varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at have forvoldt den 43-årige kvindes død. Hun flyttede derefter ind på hotellet i Farsø, hvor hun til at begynde med lejdede sig ind på dag-til-dag basis. En del af dagligdagen - Hun flyttede ind som enhver anden gæst og spurgte, om hun måtte bo her i nogen tid, fortæller Erik Pedersen fra Farsø Hotel. - Indtil i går havde hun været en del af billedet her på hotellet, og hun sagde selv, at hun var rigtig glad for at bo her, fortæller Erik Pedersen. Det var et ungt par fra en af lejlighederne oven på hotellet, der fandt den 43-årige kvinde, og de slog straks alarm til 112. Erik Pedersen og hans medarbejdere vidste intet, før politiet lige pludselig holdt foran hotellet. - Det var jo tidligt om morgenen, og vi havde travlt, og så stod politifolkene der bare, siger Erik Pedersen. - Det gik først senere op for os, at der var noget rivende galt, da politiet bad os om at komme ud og identificere Bettina, siger Erik Pedersen. Her på årsdagen for katastrofen i New York har Farsø oplevet sin egen lille katastrofe, og det har været et døgn, hvor alting er gået helt anderledes end normalt. - Det har været et hektisk døgn, og jeg tror da også, at grunden til, at vi er kommet os så hurtigt er, at vi har haft rygende travlt. - Vi har jo mad ud af huset og selskaber her på hotellet, og så har man ikke tid til at stå og tænke hele tiden, siger Erik Pedersen.