Et hus og en have bremser ny butik

Planerne om en ny, stor butiksbygning på Smallegade kan ikke længere lade sig gøre efter ny lovgivning

Jesper Ramsing
Her er huset der er årsag til, at der ikke kan bygges en ny butik. Tåbeligt, mener politikerne, der nu har klaget til miljøministeren. foto Peter broen
Lokalpolitik 8. december 2007 05:00

DRONNINGLUND: Regler er nogle gange gode at have - og andre gange er de bare uforståelige. I Dronninglund er det sidstnævnet der gør sig gældende i øjeblikket. Planerne om en ny butiksbygning på Smallegade mellem Smedegade og Slotsgade er nemlig blevet stoppet på grund af en lille, ny regel, der blev vedtaget af Folketinget i sommer. Det er Miljøcenter Århus der har sagt blankt nej til planerne, selvom de før sommerferien sagde ja. Årsagen er, at der på Smallegade ligger et hus med en tilhørende have. Og netop det ene hus fik for mange år siden status som boligområde, mens de omkringliggende bygninger alle ligger i centerområde. Og der kan ikke bygges butikker i et boligområdet. Derfor spurgte kommunen allerede i foråret Miljøcenter Århus, om det alligevel var muligt at flyttet huset over i centerområdet. Dengang lød svaret altså, at det var det, og derfor gik kommunen i gang med selve planlægningen. Men i juli blev der så vedtaget en ny lov på området, og så kunne planerne lige pludselig slet ikke lade sig gøre, før kommunen vedtager en ny detailplan og kommuneplan i 2009. - Jeg mener, vi er blevet fanget på mellemhånd. Vi har spurgt Miljøcentret om det kunne lade sig gøre, og det fik vi at vide, at det kunne det. Derfor gik vi i gang med planlægningen, men nu er vi så blevet fanget af en ny lovgivning, siger formand for Udviklings- og planlægningsudvalget, Bendt Danielsen (Borgerlisten). Under bagatelgrænse Det er entreprenør Børge Juul, der ejer bygningerne på Smallegade. Han ønsker at rage de gamle huse ned for at gøre plads til nye butikker. Husene på Smallegade bliver altså ikke bliver brugt til beboelse, og derfor forstår Bendt Danielsen ikke, at reglerne skal være så firkantede. - Jeg mener, at denne sag er inden for bagatelgrænsen. Der bor ikke nogen i husene, så det har ingen praktisk betydning, hvilken status området har, siger han. Årsagen til at det ene hus midt i centerområdet har fået særstatus som boligområdet, ligger mange år tilbage. Men det er fra en tid, hvor situationen i Dronninglund var en anden, og derfor bør det heller ikke betyde noget nu, mener Bendt Danielsen. - Dengang var området mere præget af at være et boligområde, men i dag vil det jo fremme udviklingen af byen og skabe mere sammenhæng i området, siger han. Borgmester Mikael Klitgaard (V) er lige så uforstående overfor reglerne. Han har derfor kontaktet Miljøministeren i håb om at få ændret Miljøcenter Århus afgørelse. - Det er jo en detalje helt uden praktisk betydning. Det er helt tåbeligt. Derfor har jeg også kontaktet miljøministeren for at forklare sagen, siger Mikael Klitgaard (V).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...